Tilbage i ghettoen

Israel og Palæstina – vanvid som normalitet, forspildte chancer for forsoning, ødelagte drømme om fred og uafhængighed. Göran Rosenberg har været til begravelse i Israel.

Natten til den 27. oktober 2006 dør min moster Bluma, og 36 timer senere sidder jeg i flyet mod Tel Aviv. Jødiske begravelser overstås hurtigt, og jeg har kun 18 timer at løbe på. Beskeden om Blumas død var ikke ventet, og rejsen var ikke planlagt, men om bord på flyet kommer tankerne og minderne. Tanker om fortællingerne, som blev bragt til tavshed, og båndene, som bristede. Minder om lysende øjne og smittende latter, om frembrusende fortællinger i en sprogflod af polsk, jiddisch og hebræisk, af ubændig livsglæde på baggrund af utallige livserfaringer.

Bluma blev født i 1915 i den østpolske by Chelm, berømt for sine originaler (præcis som den by, hvor jeg selv er født, Södertälje). Hun var elleve år ældre end sin yngste søster og var dermed den eneste af de to overlevende medlemmer af familien Staw med et tilnærmelsesvist levende minde om stedet, hvor min moder blev født. På et bånd i et format, som ingen båndoptager længere kan afspille, fortalte hun for mange år siden om minderne fra Chelm. Når hun fnysende af latter fortalte om den lokale mirakelrabbiner og hans mirakuløst virkende råd og velsignelser (ved svære børnefødsler, knyt da en tråd fra sengen og til den eller den bønnebog), vidste jeg ikke rigtig, om hun mindedes eller opfandt det, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstod alt, hvad hun sagde, men jeg er nu ganske sikker på, at den smule, hun nåede at fortælle mig, er alt det, jeg nogensinde vil få at vide om den verden, som min moders slægt kom fra.

Min moders slægt

Min moder Hala var blot fem år, da morfar Jankiel (Jakob) og mormor Rachela (Rakel) med fem døtre og en søn forlod Chelm for at skabe sig et nyt liv i den myldrende industriby Lodz. Og hun var kun tretten år, da tyskerne besatte Lodz og indespærrede jøderne i en mur- og pigtrådsomkranset ghetto. Og blot sytten år, da familien i september 1944 blev deporteret fra ghettoen i Lodz til selektionsrampen i Auschwitz, og de fleste af fortællingerne blev bragt til evig tavshed. Morfar Jankiel og mormor Rachela kom direkte i gaskamrene, ligesom min ældste moster Dorka og hendes et år gamle søn, Ovadja (min første fætter). De fire yngre søstre blev anset som arbejdsdygtige og blev, efter nogle dage under en himmel tilsodet af røgen fra krematorierne, transporteret til koncentrationslejren Stutthof øst for Gdansk. I Stutthof døde min moster Bronka. I Splupsk, udenfor Gdansk, døde min moster Sima nogle måneder efter befrielsen. Min morbror Shlomo, som havde forladt Lodz før ghettoiseringen, blev dræbt af tyskerne “et sted i det sydøstlige Polen”.

De to overlevende medlemmer af familien Staw, hende, der senere skulle blive min moster Bluma, som nu var 30 år, og hende, der senere skulle blive min moder, som endnu kun var 19, vendte efter befrielsen tilbage til Lodz for at søge efter noget eller nogen at leve videre for, men dér fandt ingen af dem, hvad de søgte. Hala fandt min senere fader i en overgangslejr for polsk-jødiske Røde Kors-flygtninge i Furudal i Dalarna, og i sommeren 1946 lykkedes det at tage fra Polen, via flygtningelejren Bergen-Belsen i Tyskland, til Sverige. Det var ikke en åbenlyst mulig rejse. Det lykkedes for hende, fordi hun ikke betænkte sig ved at rejse med falskt ærinde, i falskt navn og med en delvis forfalsket forhistorie, hvilket formodentlig er grunden til, at jeg aldrig er blevet rigtig ophidset over flygtninge, som har set sig nødsaget til at gøre det samme.

Moster Bluma ledte videre i Polen i nogle år, startede et lille tekstilgrossistforetagende, giftede sig med Leon, fødte to sønner, mine fætre Jakob og Isak. Men de antijødiske stemninger var fortsat stærke. Den rest af Polens jøder, som kunne vende hjem, opdagede alt for ofte, at de ikke havde noget hjem at vende tilbage til. Den antijødiske pogrom i Kielce den 4. juli 1946 gjorde en ende på tusinde år af jødisk historie i Polen. I løbet af nogle år havde de fleste af Polens resterende jøder forladt landet. I 1949 åbnedes døren for jødisk emigration til den nybyggede stat Israel, og min families sidste repræsentant på polsk jord lukkede den efter sig uden at se sig tilbage. Min mor er aldrig nogensinde vendt tilbage, min moster Bluma gjorde det kun en enkelt gang med sine børn og børnebørn, da hun var næsten 90 år og ikke længere bange for noget som helst i denne verden.

Et veludrustet mini-Israel

Jeg skifter fly i Wien. I nogle år har der ikke været direkte flyvninger mellem Sverige og Israel. Ja, faktisk ingen mellem Norden og Israel (i skrivende stund flyver der dog ét ugentligt charterfly direkte mellem Stockholm og Tel Aviv). Antallet af turistrejsende er formindsket og forretningsklimaet nedkølet. Israel vækker nu mindre nysgerrighed og beundring og langt mere forskrækkelse og modvilje. Den fyrreårige besættelse bliver af stadigt flere i omverdenen opfattet som forbryderisk, den jødiske kolonisering af Vestbredden som provokerende, det vedvarende mur- og hegnsbyggeri på palæstinensisk jord som ulovligt, den militære vold som ude af proportioner og selvmodsigende. Flere og flere ser Israel som en trussel og ikke som et løfte. Flere og flere sorterer israelske Jaffa-appelsiner og avocadoer fra i indkøbskurven og det direkte fly til Tel Aviv fra i rejseplanerne.

Størstedelen af passagererne i flyet fra Wien er israelere, mange af dem ortodokse jøder. Vognen med forudbestilt koshermad er lige så stor som vognen med standardkylling. En kristen grupperejse fra Norge fylder nogle rækker længst tilbage. Kristne grupperejser synes uberørte af krigs- og voldskonjunkturerne i området, eller muligvis netop berørte. Jo mere vold og uro i det hellige land, desto større anledning til at rejse. Jeg fornemmer, at gruppen i flyet rejser for at solidarisere med deres palæstinensiske trosfæller i Ramallah eller Betlehem. Jeg frygter, at andre kristne grupper rejser for at solidarisere med jødernes generobring af det hellige land for derigennem at fremskynde det apokalyptiske slag mellem ondt og godt ved Armageddon og Jesu genkomst.

Den nyopførte terminal ved Ben Gurion-lufthavnen er lys og luftig, og gåafstandene langs store, svagt skrånende glasarkader er enorme. Det er let at lade sig indlemme i en følelse af åbenhed og normalitet, i hvert fald indtil man kommer frem til pas- og sikkerhedskontrollen, som på den anden side ikke er så meget værre end mange andre steder. Potentielle terrorister er vi efterhånden alle sammen – overalt. I den henseende er Israel blevet verden – og verden Israel.

Det er på vejen væk fra lufthavnsområdet, at Israel umiskendeligt bliver Israel igen. Eller måske snarere, det er på vejen væk derfra, at jeg indser, hvor symbolsk lufthavnsområdet er for det land, som Israel er blevet. Det er et stort område, arealet svarer til en lille by. Man skal køre ganske længe langs velasfalterede, til tider dårligt skiltede boulevarder og motorveje med palmer i vejkanten for at nå til lufthavnens grænse, som er mindst lige så godt aflukket og overvåget, som grænsen mellem to lande. Indenfor aflukket findes ikke kun landingsbaner, terminaler, forretningsarkader, hangarer, hoteller, parkeringspladser, servicebygninger og andet, som man kan forvente af et lufthavnsområde, men også kornmarker, appelsinlunde og andet, som forventes at ligge udenfor.

Et veludrustet mini-Israel, tænker jeg.

En lille befæstning i den store.

Et sidste tilflugtssted under den seneste belejring.

Masada

Det er ikke første gang, jeg tænker på Masada, når jeg ankommer til Israel. Ikke kun fordi jeg er vokset op med troen på, at staten Israel var afslutningen på en totusinde år lang historisk parentes, hvis begyndelse hed Masada. Men også fordi jeg længe har været skræmt af koblingen mellem et jødisk masseselvmord i en belejret bjergfæstning i år 73 e.kr. og staten Israels kamp for overlevelse. Af sammenligningen mellem Israels beliggenhed og Masadas. Af forestillingen om Israel som en evig befæstning under evig belejring. Af det rituelle løfte ved indvielsen af nye soldater, at Masada aldrig må falde igen. Af det nationale mantra ein brira, intet valg. Intet valg mellem befæstning og nederlag. Mellem overlevelse og selvmord.

I en israelsk dokumentarfilm fra 2005, Nekam achat mishtei einai (engelsk titel: Avenge But One of My Two Eyes) af Avi Mograbi, blotlægges i monotone detaljer den fortsatte eksistens af en foruroligende selvmordskult i den jødiske stats mytologiske og ideologiske hjerte. Scene for scene vender gruppe efter gruppe tilbage for – sæson efter sæson, i den hårde blæst, den blændende sol og den svimlende udsigt fra Masadas top – at lytte til version efter version af, hvorfor det var ret, rigtigt og storartet af 900 belejrede medlemmer af en fanatisk jødisk sekt, zeloterne, at begå selvmord frem for at falde i hænderne på romerne. Om det heltemodige i, at mændene først dræbte deres egne kvinder og børn og siden trak lod om, hvem af dem, der skulle dræbe de andre og sig selv.

“Hvad hører I?” spørger en kalotprydet turleder utålmodigt, mens en gruppe unge jøder lukker øjnene i blæsten. Og han giver sig ikke, før de svarer rigtigt (hvilket kræver nogle forsøg). Det, de skal høre, er lyden af ydre trusler og indre dødsforagt. De skal tænke det, zeloterne tænkte. De skal synes, at zeloterne gjorde det eneste tænkelige. “Ser I resterne af muren dernede?” siger en anden leder til andre unge ved et andet tilfælde og peger ud over skråningen. “Den blev bygget af romerne for at indespærre de belejrede hermetisk. Den var engang to meter høj og omringede hele fæstningen. Og ser I stenhøjene der med 200 meters mellemrum? Det var vagttårne.”

De unge ser efter og nikker. Kunne de se længere, til Betlehem og Jerusalem, havde de fået øje på en anden mur; betydeligt længere, betydeligt højere og betydeligt mere uigennemtrængelig. Ikke bygget af romerne for 2000 år siden for at indespærre jøder, men af den jødiske stat i dag for at udelukke palæstinensere. På sin vis er muren ikke en egentlig mur, men et elektronisk overvåget metalhegn omkranset af brede sikkerhedszoner, dybe grøfter, skarpe pigtrådsruller og militært patruljerede veje. Selv der, hvor der “kun” er et hegn, er den åbenbare hensigt at spærre palæstinenserne inde på et område, som langt fra ligner en palæstinensisk stat og langt mere et palæstinensisk fængsel.

Gennem hele filmen kører en telefonsamtale mellem den israelske regissør i billedet og stemmen fra en usynlig palæstinensisk ven et sted på den anden side af muren, til tider under udgangsforbud. “Jeg øver mig i at være død,” siger vennen. “Når folk her ikke længere føler, at de har noget at leve for, ender de med at ønske at dø.”

Ved en aflåst låge i en høj pigtrådsbarriere venter en flok mennesker på at passere, men ingen åbner. Kameraet iagttager dem gennem hullet i hegnet. Timerne går, solen flytter sig, israelske patruljebiler passerer, menneskene gestikulerer, bønfalder, resignerer. “Det her er enden,” siger en mand i fyrreårsalderen. “Vi har intet at leve for”.
“I kommer ikke igennem her. Gå jeres vej.” Knasende højtalerstemmer fra usynlige soldater i sorte kighuller i massive vagttårne eller i godt forskansede panserkøretøjer skriger deres advarsler og befalinger ud til en aldrig udtømt strøm af mennesker, som dag efter dag er tvunget til at ydmyge sig for overmagten. I en scene er der en syg kvinde, som kommer i ambulance for at blive forenet med sin familie på den anden side af et panserkøretøj og en kampvogn.

“Hun bløder,” råber en mand, som bærer kvindens ejendele i en grøn plasticpose.

“Jeg er ligeglad. Gå jeres vej,” skratter en metallisk højtalerstemme fra mørket bag panserkøretøjets gitterforstærkede forrude.

Manden prøver at nærme sig appellerende.

“Gå nu bare jeres vej,” knaser det på klangløst arabisk fra mørket bag gitteret. “Gå jeres vej!”

Ambulancen venter, med de røde blink tændt, på at få lov til at køre videre. “Bare til Beit Furik,” bønfalder ambulanceføreren, men højtalerstemmen er ubønhørlig.

“Gå ind igen. Gå jeres vej,” knaser det, mens panserkøretøjet vender rundt og sætter i en truende bevægelse fremad. Den syge kvinde hjælpes tilbage i ambulancen, som forsigtigt vender og kører tilbage. På den anden side af panserkøretøjet står hendes tomhændede slægtninge, en ældre mand med hvidt skæg og en rød/hvid ternet kafiya, en ung kvinde med grå hovedbeklædning og et lille barn i favnen, en teenagepige og en lille dreng i syvårsalderen.

“Må Gud ydmyge dem, såsom de ydmyger os,” siger kvinden i kameraet. Pigen græder voldsomt. Panserkøretøjet og kampvognen står urørlige i baggrunden.

“Vær ikke bange, min lille ven,” siger den unge kvinde. “Gud ser os. Gud skal hjælpe os. Gud kommer for at befri os fra dem.”

Siden hen græder hun også.

“Forsøg at leve jer ind i, hvordan de havde det,” siger en af guiderne oppe i blæsten på Masada. “Prøv at forstå, hvorfor de gjorde som de gjorde.”

“Romere, vi overgiver os ikke!” råber nogle israelske skolebørn ud over skråningen. “Romere, vi overgiver os ikke,” lyder ekkoet fra bjergvæggene.

“Kom og lev med os i to dage og prøv at forstå, hvordan vi har det,” siger den palæstinensiske stemme på den anden side af muren. “Forstå hvorfor vi ikke længere frygter døden. Hvorfor det ikke spiller nogen rolle for mig, om jeg lever eller er død.”

Ydmygelsens forgiftede frø

Hvordan bliver man selvmordshelt? Den bibelske tradition ved det. Den har sin egen. Lad mig dø med filistrene, beder Samson til Gud, da han til sidst, forrådt af Dalila, med kraften borte og øjnene stukket ud, er opstillet til ydmygelse i en folkemængde. Giv mig styrke en sidste gang, beder han, så jeg får hævn for i det mindste ét af mine to øjne.

Fortællingen om, hvordan Samson i det øjeblik genfinder sin styrke, vælter husets søjler og trækker 3000 filistre med sig i døden, lærer generation efter generation af israelske skolebørn at læse som et heltesagn.

“Hvem af jer kan leve sig ind i det, Samson føler, når han står der?” spørger en lærerinde i Avi Mograbis film. “Han føler, at det er bedre at begå selvmord,” svarer et barn. “For da kan han selv bestemme, hvordan han skal dø. Og da kan han dræbe filistre også.”

I en efterfølgende scene er nogle palæstinensiske mænd blevet arresteret ved en vejspærring og beordres til at stille sig side ved side med ansigtet bortvendt. En af mændene drejer hovedet og kommanderes op på en løs sten på marken. “Se hvad de gør ved os,” siger manden til kameraet og balancerer på stenen.

Endnu en mand drejer hovedet og kommanderes op på endnu en sten.

Ti mænd på linie, to mænd på en sten. En kold vind får tag i deres jakker og trøjer. Alle skutter sig. Ingen vender sig om. Ingen rør på sig.

Kun ydmygelsens forgiftede frø rør sig frit.

På moster Blumas balkon

Mit tidligste minde om moster Bluma er fra sensommeren 1956, hvor Nasser havde nationaliseret Suezkanalen, hvor der var mere uroligt end vanligt langs våbenstilstandslinierne fra 1949 og en ny krig mellem Israel og Egypten virkede sandsynlig, og hun anså det som en god anledning til at tage børnene med sig til søsteren i Sverige. Hvordan vi alle sammen kunne være der i vores lille toværelses på Hertig Carls vej i Søndre Södertalje, tre voksne og fire børn, mindes jeg ikke, og det er kun efterfølgende, at jeg har forstået, hvorfor de kom. Det her var før flyvemaskinens og charterferiernes tid, og beslutningen om at begive sig ud på så lang og krævende en rejse må have været svær.

I ni uger forsøgte to rødhårede vildbasser fra en hård gade i det indre Tel Avivs kulturelle kakofoni at finde sig til rette i det homogeniserede svenske folkhem. Det gik ikke så godt. Jeg skammede mig over, at de talte et andet sprog, forstyrrede vores lege, lånte vores ulåste cykler og råbte efter mig mellem husene, når jeg gemte mig blandt bøgerne og serietidsskrifterne hos min børnelammede ven Bertil. Til sidst begyndte Jakob at tale svensk, og vi begyndte langsomt at finde hinanden.

Fra senere på efteråret mindes jeg min faders bekymret bøjede hoved ind over radioen med knitrende rapporter fra den krig, som så småt var brudt ud, og som endte med, at Israel midlertidigt fik held til at flytte sine barrikader frem til Suezkanalen. Men da var moster Bluma og fætrene for længst rejst tilbage. Jeg antager, at de ikke kunne blive væk så længe. Jeg tror også, at de længtes hjem. Til Israel.

Fem år senere, i sommeren 1961, rejste vi til Israel for at se landet stige til vejrs, året efter gik flyttelæsset den vej og ved flere lejligheder blev moster Blumas lejlighed på Shenkinggaden mit andet hjem. Madrasser og senge blev efter behov trukket frem fra bastante skabe langs de kolde vægge. Tidlige sommermorgener, før heden trængte ind gennem de tunge persienner af træ, dækkede hun bordet med syrnet fløde, shamenet, nybagt brød og masser af finthakkede grøntsager, inden hun i sine sko med tykke hæle og blomstrede kjoler hastede af sted til en lille tøjbutik et sted i smågaderne bag det turbulente Karmelmarked. Når hun kom hjem igen, var det ofte blevet mørkt og de blomstrede kjoler våde af sved, men det varede ikke længe før en treretters middag var tryllet frem i køkkenet, stolene sat frem rundt om bordet på den svalende balkon, kortspilskvartetten var fuldtallig og meldingerne, latteren, skrønerne og cigaretrøgen blandede sig med andre lyde og dufte i den hud- og vinduesløse Tel Aviv-nat.

Sorgløshed kan være en selvbedragerisk tilstand, og den sorgløshed, som jeg så tydeligt forbinder med de leende ansigter omkring Blumas bord, var langt fra ukompliceret. De havde alle været i helvede, de havde alle været tvunget til at lede efter noget at leve videre for og de vidste alle allerede af bitter erfaring, at Israel ikke var paradiset. Det var mildest talt en modsætningsfyldt befolkning, som i løbet af nogle årtier fyldte den nybyggede stat med fobier og forventninger. Og mildest talt en modsætningsfyldt politisk og militær virkelighed, som staten med eller mod sin vilje blev delagtiggjort i. I det fugtige nattemørke udenfor moster Blumas balkon kunne Tel Aviv ligne en hvilken som helst nyopstået by ved Middelhavet. Så længe man undlod at skue for langt ud – og for dybt ned. Hvis man undlod at se Israel som det, det også var; et til tænderne bevæbnet fort, etableret på omstridt jord af et i høj grad traumatiseret folk.

Det syntes at fungere for en tid. Hurtige fremskridt kan for en tid holde fortiden på afstand. Og Israel var i hastig bevægelse i disse år. Mennesker, som ellers skulle være opslugt af mareridt om tilintetgørelse, blev i stedet opslugt af drømme om genfødsel. De ydre grænser var forvisset snævre og usikre, Auschwitz-grænser skulle daværende udenrigsminister, Abba Eban, efter sigende have kaldt dem efter krigen i 1967, men de indre horisonter var endnu vide og rige på løfter, og Israel var et land af retfærdige og retfærdiggjorte. Retfærdige i deres tilbagevenden til historien, retfærdiggjorte i det, historien hidtil havde krævet af dem. Her fandtes ikke den fortærende følelse af indelukke og blindgyde, som skulle indfinde sig i takt med, at fremskridtene blev til messianske territoriedrømme og retfærdigheden til overmod, besættelse og foragt.

Det var nogle gode år, jeg vil mindes, de der år, hvor det fugtigt varme mørke udenfor lyskeglen over kortspillerne på moster Blumas balkon var mættet af nybagt brød og rislende forventninger.

Hvor hårdt arbejde i hastig bevægelse fremad syntes at kunne holde fortiden på afstand.

Tåbernes paradis

Det er blevet mørkt, da jeg bliver sat af ved en stor villa i Ramat Hasharon, en velstående forstad nord for Tel Aviv. De tunge låger ved indkørslen er belyst med strålekastere, de er kameraovervågede, og vejen fra døren til rummet, hvor vi samles, går over blankpoleret marmor. Jeg har aldrig været her før og bliver unægtelig en smule overrasket, eftersom jeg ikke vidste, at der fandtes sådan et hus i moster Blumas nærmeste familie. Min fætter Isak arbejder i lufthavnen og hans hustru er sagsbehandler i kommunen, og ingen af dem kunne drømme om at bo sådan. Men huset tilhører Isaks svigerinde, som har giftet sig med en fremgangsrig og velhavende fabrikant af plastemballage, og derved til en levestandard og livsstil, som for blot et par årtier siden ville have stukket i øjnene hos de fleste israelere.

Omkring et stort bord fyldt med tallerkner og glas sidder nogle af de nærmeste pårørende og forsøger at fordøje det, der er sket. Isak, som tager sin moders død hårdt, sidder forgrædt og siger ikke et ord, mens lydniveauet langsomt stiger blandt de øvrige. Madretter bæres ind og ud igen og efter en stund en bakke med vodkaglas, og efter endnu en stund demonstrerer min fætters svoger taget over bordet, hvor vi sidder, som kan skydes til side. Det er nyrepareret, siger han og trykker på en knap, og den sorte oktoberhimmel åbner sig svagt summende over os. Efter yderligere en stund vil han vise sin datters bryllup frem. Jeg ved ikke, hvor mange gange filmen om brylluppet allerede var blevet vist på det store fladskærms-tv på væggen, og hvor mange gange de andre rundt om bordet allerede havde set den, men jeg ser den for første gang. Det er mildest talt en professionel film, egentlig en slags privat doku-soap, med virkningsfulde dramatiseringer af alle bryllupsdagens elementer; brudens morgenmad, brudens forvandling fra puppe til sommerfugl hos byens dyreste frisør og byens mest eksklusive modist, vennerne der fortæller, hovedpersonerne der bekender, opdækningen til 450 gæster på Hilton i Tel Aviv, oppyntning af festsalen, limousinerne, vrimlen omkring drikkevarerne, kindkyssene, småinterviews. Omtrent midt i filmen, dramaturgisk set alt for tidligt, finalen, vielsen under baldakinen, hvorefter filmen opløses i kameraets strejftog henover middagsbord og middagsgæster, lange scener fra vinderen af det internationale Melodi Grand Prix, Dana Internationals optræden og trivielle sekvenser fra dansen og efterfesten. Filmen bliver ved med at køre længe efter, at jeg er holdt op med at kigge.

Jeg tænker over, hvad sådan en film kan have kostet, og sådan et bryllup, og nogen omkring bordet siger, som om det var det mest naturlige i verden, at et bryllup i Israel på det her niveau koster omkring en kvart million dollars.

Kun få mil herfra bygger Israel en otte meter høj mur mod palæstinenserne. For at beskytte sig mod dem, ydmyge dem, besejre dem. På den ene side af muren er håbløshedens helvede, tænker jeg. På den anden side tåbernes paradis.

Hvem omringer egentlig hvem?

Begravelse

Klokken 11 næste morgen drager vi i en lille bilkaravane ud til den store begravelsesplads i Holon syd for Tel Aviv. Det er et vidtstrakt område henover det, som engang må have været sanddynger. Gravsteder så langt øjet rækker. Jødiske grave sløjfes aldrig. Grav lægges til grav, og når det ikke længere går, grav ovenpå grav, indtil begravelsespladsen er fyldt. Fyldte jødiske begravelsespladser, mere eller mindre forfaldne, er oftest de mest synlige spor fra den levende jødiske verden, som engang fyldte store dele af Europa.

Den jødiske begravelsesceremoni er enkel og smuk. Moster Bluma ligger i et broderet klæde af sort fløjl på en båre i et udendørskapel. Konturerne af hendes lille krop kan anes gennem tøjet. En ganske ung rabbiner i sort frakke og med slangekrøller i tindingen stiller sig op på et lille podium bag båren for at sige kaddish, bønnen for de døde. Jeg kan forstå, at familien havde anstrengt sig en del for med kort varsel at få netop ham, men jeg bliver unægtelig en smule forbavset, da han åbenbarer sig, eftersom jeg ikke havde forestillet mig en ultra-ortodoks rabbiner i rollen som særligt udvalgt sjælesørger i moster Blumas stærkt sekulariserede og på sin vis udtalt antireligiøse familie.

Så siger den unge rabbiner noget, som faktisk gør ham lidt særlig i mine øjne også. Han siger det halvt syngende, halvt klagende, som i bøn, og først hører jeg mere tonerne end ordene. Jeg hører en parabel om patriarken Abraham og moster Bluma. “Såsom Abraham engang forlod sit land, sin slægt og sin faders hus for at begynde et nyt liv i det land, som Gud havde lovet ham,” halvsynger rabbi Dan Lau, “således forlod Bluma Genislaw, velsignet være hendes minde, også engang sit land, sin slægt og sin faders hus for at begynde et nyt liv i staten Israel.”

Ja, tænker jeg, Bluma forlod alt, så sig aldrig tilbage og forsøgte i resten af sit liv at se fremad. Til slut så hun alt forværres, og jeg fik indtrykket af, at det, hun så, ikke var det, hun engang havde håbet på at se.

Båren rulles ud under åben himmel og ind i et endeløst grenværk af smalle gange mellem tæt beliggende gravsteder. De fleste er traditionelt beskedne med hvide liggesten, men flere steder på begravelsesfølgets vej rejser der sig vældige nyopførte paladser i blankpoleret sort eller rødt marmor med inskriptioner i guld og med billeder af de døde i deres glansdage ætset ind i stenen. Inskriptionerne på russisk eller georgisk vidner om en nyindvandret gravkultur. Størrelsen, udstrækningen og kontrasten til det jævne hav af hvide gravsten rundt omkring vidner, præcis som brylluppet på Hilton, om et nyt klassesamfund.

Vi samles rundt om en nygravet grav klemt ind mellem tætliggende gravsten. Her hviler Leon og Leons søster Carola allerede, og kun én gravplads står tilbage. Båren løftes af rullevognen, bæres ind mellem stenene og skrånes sagte henover graven, så den i hvidt indhyllede krop kan glide ud af det sorte klæde og ned i det rødhvide sand. Dernæst hjælpes vi ad med atter at fylde moster Blumas sidste hvilested.

Hendes gravsten bliver, præcis som Leons og Carolas, en hvid liggesten.

Det destruktive vanvid

På den anden side af muren, barrieren, hegnet eller hvad man nu vil kalde det voksende fæstningsværk, som siges at være til beskyttelse af staten Israel fra ydre fjender, forværres det palæstinensiske helvede til stadighed. Lidt efter lidt raseres forudsætningerne for et humant samfund. Kommunikationen er sønderslået, økonomien kvalt, kontaktvejene blokeret, selvfølelsen er ydmyget og håbet om forandring er yderligere svækket. Dermed er også livsviljen svækket, og dødsviljen har påtaget sig et langt mere destruktivt udtryk.

Ingen kan være overrasket over det sociale inferno, som derved er opstået. Den forudsigelige følge af frustration er aggression, og den forudsigelige følge af ødelæggelsen af et samfund er vold og lovløshed. I et klassisk eksperiment fra 1941 (eksemplet er hentet fra Anatol Rapport: The Origins of Violence, Transaction Publishers 1995, s. 36 ff.) forevises en gruppe småbørn et rum fyldt med legetøj bag et gitter, og de får at vide, at de må lege med det, hvilket de faktisk får lov til, men først efter længere tids venten. En anden gruppe får adgang til legetøjet med det samme. Forskellen i børnenes opførsel er slående. De, der ikke havde ventet, legede kreativt og roligt. De, der havde ventet, legede destruktivt og aggressivt og kastede legetøjet ind i væggen.

Det er nemt at dele en gruppe af børn i to og få dem til at hade hinanden. Straf den ene gruppe og beløn den anden. Anerkend den ene men ikke den anden. Lov den ene, hvad du i stedet giver til den anden.

At splitte og herske er en velafprøvet metode til at ødelægge et samfund. Ødelæggelsen af de palæstinensiske samfund i Gaza og på Vestbredden og deres opløsning i vold og anarki er det mest forudsigelige resultat af den israelske politik, som senest siden 2001 har haft som mål de facto at forhindre genoprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel, der fortjener betegnelsen “stat”. Det er sket gennem systematisk undergravning, ydmygelse og svækkelse af hver eneste palæstinensisk leder med folkeligt mandat til at forhandle med Israel. Først spærrede man den folkeligt valgte Yassir Arafat inde, indtil han døde, senere trak man måtten væk under den folkeligt valgte Mahmoud Abbas, indtil han blev patetisk, hernæst boykottede man den folkeligt valgte “Hamasregering” (i praksis et fængselsstyre), indtil den ophørte med at fungere, så støttede man åbenlyst Fatah mod Hamas, og siden hen så man bare på, mens lovløsheden spredte sig, og palæstinenserne helt forudsigeligt begyndte at slå hinanden ihjel.

Nej, her behøvedes intet laboratorieeksperiment med skolebørn for at indse, hvordan palæstinenserne på den anden side af muren, barrieren eller hegnet med tiden ville ende med opføre sig. Den finsk-svenske digter Claes Andersson har i Rumskamrater (1975) fint og enkelt formuleret, hvad vi alle burde vide:

At gøre et menneske vanvittigt er let.
Fratag ham alt.
Se hvor underligt han bærer sig ad.

Forfølgelsesvanviddet

Hvis nogen undrer sig over, hvorfor Israel bruger sin overmagt til at gøre det, som alle ved, vil gøre palæstinenserne vanvittige, så er mit svar dertil, at også Israel er et samfund af galninge. På “indersiden” af muren (eller barrieren eller hegnet), i ly af regionens mægtigste militærapparat, beskyttet af verdens mægtigste militærmagt, bakket op af områdets største økonomi, lever folk, som er overbeviste om, at alt, hvad de ejer, når som helst kan blive dem frataget, og at det mindste tegn på militær svaghed er det første skridt mod Auschwitz.

Nogen siger måske, at det er en overbevisning, som bygger på erfaring og ikke på galskab. At forklaringen på israelernes forfølgelsesvanvid er, at nogen faktisk forfølger dem. At palæstinenserne, benådet med hjælp fra araberne, muslimerne og alverdens jødehadere, kun venter på chancen til at tilintetgøre den jødiske stat. At jøderne er og bliver evige ofre for evige fjender, og at palæstinenserne/araberne/muslimerne er vor tids nazister (Irans Auschwitzfornægtende præsident Ahmadinejad synes at være syn for sagn). At palæstinenserne aldrig vil kunne forlige sig med staten Israel, og at fred med palæstinenserne er en illusion. At det eneste sprog, jødernes fjender forstår, er den militære overmagts. At der findes logik i den israelske galskab.

Det, der oftest glimter ved sit fravær i sådanne “rationelle” forklaringer af Israels overmagtspolitik, er de øgede indslag af bevidst manipulation og udnyttelse af jødiske fobier i denne politik. Førhen har truslen fra antisemitismen ikke spillet så stor en rolle i officiel israelsk retorik og politik. Aldrig før er truslen om en ny udryddelse blevet gjort til en officiel israelsk forsvarsdoktrin. I sommeren 2004 opfordrede Israels daværende premierminister, Ariel Sharon, Frankrigs jøder til at tage til Israel. Europa af i dag siges at minde om Europa i 1930erne. Den voksende kritik af Israels politik og ideologi siges at være udtryk for en “ny” antisemitisme. Det, der før “krigen mod terror” blev betragtet som en konflikt mellem to folk om territorier, flygtninge og grænser med en mulig politisk løsning, må nu opfattes som et led i en politisk uløselig konflikt mellem godt og ondt, civilisation og terror, fascisme og liberalisme, islam og demokrati, fundamentalisme og oplysning, jøderne og deres fjender. En konflikt i hvilken det er logisk, og ikke spor vanvittigt, at ruste sig til endeløs krig og barrikadere sig til evig belejring.

Det er naturligvis muligt at nå frem til sådan en opfattelse af konfliktens karakter på egen hånd, men ikke uden at bemærke de stærke politiske og ideologiske kræfter, som arbejder for, at det er præcis sådan, den opfattes. Jo flere jøder i verden, der opfatter konflikten som politisk uløselig og potentielt udslettende, ikke bare af Israel, men af verdens jøder, desto stærkere er deres støtte til et Israel, der ydmyger sine naboer, brænder broer og bygger mure.

Jo mere rædsel, som herved produceres, desto større opbakning til Masadas nutidige befalingsmænd. Palæstinensiske terrorhandlinger og antisemitisk propaganda er selvfølgelig bare vand på deres mølle, hvorfor de bekymringsløst stimulerer begge dele. Det første gennem en besættelse, som systematisk producerer ydmygelse, had og håbløshed, hvilket er en pålidelig grobund for desperat vold. Det andet gennem systematisk forvitring af grænsen mellem Israel-kritik og jødehad.

Udnyttelsen af jødisk frygt til at øge støtten til zionistisk ekstremisme er hverken ny eller svær at forklare. Den blev udnyttet i 1930erne og 1940erne, i rekrutteringen til jødiske terrororganisationer som Irgun og Sternliga, og den udnyttes i dag til mobilisering af opbakning for en israelsk politik baseret på besættelse og kolonisering. Jo mere troværdig truslen om antisemitisk forfølgelse og udryddelse kan fremstilles, desto mere respektløs og omverdensforagtende bliver den politik, som Israel kan tillade sig at føre.

Det betyder ikke, at truslerne er fiktive og fobierne grundløse (udryddelsen har fundet sted, islamisk ekstremisme er et faktum og antisemitismen lever stadig). Kun at de udnyttes og manipuleres med henblik på at fremme ét Israel på bekostning af et andet; den endeløse krig og de væbnede barrikaders Israel på bekostning af den mulige freds og nedrevne mures Israel.

Dermed er det galskab. I hvert fald hvis man med galskab mener en politik, som ødelægger forudsætningerne for det, den selv siger, at den vil bevare; et jødisk samfund i Israel-Palæstina. En politik for selvmord, skrev jeg i en klumme i 2004:

“Efter al sandsynlighed vil vor tids Masada bestå betydeligt længere [end antikkens], eftersom det er betydeligt bedre udrustet, betydeligt stærkere bevæbnet og på nuværende tidspunkt får støtte fra vor tids mægtigste militærmagt. Men for hver dag, der går, undergraver staten Israel med sine handlinger og udtalelser de politiske og territoriale forudsætninger for et langsigtet kompromis med de arabiske omgivelser og dermed forudsætningerne for at overleve som jødisk stat, eftersom de arabiske omgivelser ikke kan holdes ude, end ikke med en aldrig så høj og massiv mur, eller tilintetgøres, end ikke med aldrig så egenmægtige indsatser af væbnet vold og territorial kolonisering.”

Siden da er Masadas befæstning blevet svækket yderligere. Det var tiltænkt, at det bevidst hidkaldte og fremskyndede sammenbrud af det palæstinensiske samfund endegyldigt skulle tilintetgøre forudsætningerne for en palæstinensisk stat og dermed endegyldigt stadfæste Israels overmagt i området, men i stedet er der skabt forudsætninger for en ny fjende, som er betydeligt sværere at besejre. Den selvmordsbevæbnede form for “asymmetrisk” krigsførelse, som i Irak har besejret verdens eneste supermagt, har i de knuste forhåbningers Gaza og Vestbredden fået en voksende rekrutteringsbase. Islamistisk radikalisme og ekstremisme er blevet det nok så forudsigelige svar på den palæstinensiske nationalismes ydmygelse og nederlag. En fanatisk fjende med hele regionen som sit “opmarchområde” har erstattet en pragmatisk fjende med de besatte områder i Israel-Palæstina som sit. Et Israel, som intet havde at give, har skabt sig en fjende, som intet forventer at få.

Israel ser ud til at tro, at dets militære overmagt også kan underkue sådan en fjende. Ved at effektivisere besættelsen, isolere enklaverne, forstærke muren, konsolidere bosættelserne, øge afskrækkelsen i de militære afstraffelsesekspeditioner og præcisionen i de målrettede mordangreb. Men den militære overmagts begrænsninger er blevet mere og mere åbenlyse i takt med at fjenden ideologiseres og regionaliseres. Israels forsøg på at bekæmpe den shiitiske Hizbollah-milits ved at søndersmadre store dele af Libanon endte i en militær fiasko, som ikke kun beroede på taktiske fejlbedømmelser og fejltagelser, men også på strategisk uformåen. En modstander, som ikke kan bekæmpes med en massiv indsats af militær vold, ja, som under en sådan indsats formår at slå tilbage, kræver en anden strategi end den militære voldsudøvelse.

Israels strategiske svækkelse accelereres af, at USA i Irak har forspildt sin mulighed for at projicere og udøve magt i regionen. Eventuelle trusler om regimeskifte og militære interventioner har mistet deres troværdighed. Ingen tror for alvor på, at USA med militære midler kan forhindre Iran i at skaffe sig kernevåben. Endnu mindre tror nogen for alvor, at israelerne kan det (selv om de mistænkes for at være gale nok til at prøve derpå). De geopolitiske følger af et amerikansk tilbagetog fra et kollapset Irak kan blive omsiggribende. Regimer med støtte fra Vesten kan falde og islamistiske partier og bevægelser kan komme til magten. Israels strategiske alliance med USA kan vise sig at være en belastning og den militære overmagt et blændværk. Nogen har sammenlignet Mellemøsten i 2007 med Europa i 1914, en forordning på grænsen til sammenbrud, én kastet sten (eller et godt sigtet skud) fra et jordskred.

Alt er ikke en effekt af Israels ageren, men alt for meget er det. I alt for mange år har Israel overvurderet sin evne til at leve i harnisk mod sine omgivelser. I alt for mange år er den jødiske frygt blevet manipuleret og udnyttet for at fremme en politik bygget på overmod og overmagt. I alt for mange år har Israel tilladt ekstreme politiske og religiøse strømninger at præge den politiske dagsorden. I alt for mange år har Israel skabt sig flere fjender uden at skabe sig flere venner.

Absolutte fjender

Jeg bliver to dage mere. Tidligt om morgenen går jeg med mine to fætre til den lille sefardiske synagoge i kvarteret, hvor Isak bor, og læser kaddish over Bluma. Min anden fætter, Jakob, er fløjet hertil med sin familie fra Durban i Sydafrika, hvor han har boet længe. Jakob er den mest traditionsbundne af os. Som traditionen byder, har han revet en flænge i sin skjorte og sørget for at Isak rev en i sin. Som traditionen byder, samles vi også bagefter for at “sidde shiva” i den afdødes hjem. De sidste år levede Bluma i lejligheden ved siden af Isaks, så det bliver i Isaks og Saras opholdsstue, at ekstrastole bæres ind, forfriskninger stilles frem og alle, som vil ære hendes minde, trøste hendes pårørende og tale om det, der var engang, kommer og går. Den jødiske tradition byder, at man i syv dage sidder over en død. Det er en fin tradition, som giver mange anledninger til trøst og eftertanke, og jeg havde gerne siddet tiden ud.

På den sidste eftermiddag besøger jeg venner i en forstad nord for Tel Aviv. De har tilhørt kritikerne af Israels politik og længe troet på forandring, men jeg har aldrig tidligere set dem så opgivende. Vi går op på tagterrassen, hvorfra man kan se både havet i vest og højlandet mod Vestbredden i øst. Og et eller andet sted nedenfor bakkerne den nye mur. “Vi er indespærrede på ny,” siger de og ler indadvendt.

Jeg tænker på dem, da jeg godt og vel et halvt år senere læser et avisinterview med førstetalsmanden i det israelske parlament, Avraham Burg, førhen tillige ordfører i den zionistiske bevægelses historisk set vigtigste institution, Jewish Agency, og derudover kandidat til ordførerposten i det israelske arbejderparti i 2001, med tiden en af de skarpeste kritikere af Israels politik. Hans far, Yosef Burg, var en ledende repræsentant for den tidlige religiøse zionisme og minister i flere israelske regeringer i 1950erne.

Avraham Burg er kort sagt ikke hvem som helst i Israel.

Interviewet handler om Burgs nyudkomne bog med titlen Lenatzeah Hitler, (At besejre Hitler), hvori han skriver, at Israel er blevet “en zionistisk ghetto, et imperialistisk og brutalt sted, som udelukkende sætter lid til sin egen styrke.”

Intervieweren er påtaget ophidset.

“I din bog fremstiller du Israel som en rædselsfuld mutation,” siger han. “Det virker ikke som om, det kun er besættelsen, der er et problem for dig.”

“Besættelsen er bare en lille del af det,” svarer Burg. “Israel er et samfund præget af rædsel. Skal vi gøre noget ved, at vi er besatte af vold, må vi nå til bunds i vores rædsel. På bunden af vores rædsel, seks millioner udryddede jøder.”

“Så du mener, at vi er fanget i skræk og rædsel og kun sætter lid til vold, fordi Hitler har forårsaget dyb psykisk skade på os?”

“Ja. Det israelske højres store sejr i kampen om Israels sjæl er, at de fik held til at gennemsyre den med absolut paranoia. Jeg anerkender, at vi har fjender, men er de absolutte? Er hver eneste fjende Auschwitz? Er Hamas den onde ånd?”

Galskaben forklædt

Næste morgen tager jeg en taxa til lufthavnen. For hvert besøg er trafikken på motorvejen fra Tel Aviv til Jerusalem blevet tættere og mere nervepirrende. Det omkringliggende landskab er også forandret. Nybyggeri dækker stadigt mere af den opdyrkede landbrugsjord. Byggekraner og gravemaskiner i febrilsk aktivitet overalt. Man kan bogstaveligt talt se, hvordan den israelske økonomi er i vækst og med denne, velstanden hos en voksende israelsk middelklasse. De økonomiske kløfter vokser også, men deri adskiller Israel sig ikke fra andre lande i globaliseringens turbokapitalistiske lotteri. Det, der skiller Israel fra andre lande, er, at alt dette foregår side om side og i forbindelse med besættelse, kolonisering og destruktion. Kun få kilometer væk, ja, på sin vis bare et stenkast, er de samme mennesker, som her bygger et samfund op, i fuld gang med at rasere deres naboers. Og i fuld gang med at bygge en mur op mellem det ene og det andet.

Ja, det er slående, hvordan det ene, der synes så ubekymret, for ikke at sige tankeløst, kan foregå inden for synsvidde af det andet. Hvor let galskaben lader sig forklæde som normalitet. I Oslo-aftalens korte sommer var det sværere. For en kort tid blev der stillet højere krav til normaliteten. Da talte det som normalt, at endeløs besættelse var en umulighed og fred med palæstinenserne en mulighed. I den lange vinter, som fulgte, tæller det som normalitet, at fred med palæstinenserne er en umulighed og endeløs besættelse en mulighed.

Det er det, som er galskaben. Endeløs besættelse er ikke en mulighed. Fortsat militær overmagt er ikke overtag. Fortsat barrikadering mod palæstinenserne er ikke et værn. Den mur, som skal holde palæstinenserne ude, spærrer samtidig jøderne inde.

Selvdestruktion er en særegen menneskelig evne og mulighed. Mennesket kan både opbygge samfund og rive dem ned. I nogle år i 1990erne var der mange, inklusive jeg selv, der så en mulighed i at bygge noget nyt i Israel-Palæstina ovenpå det, som var blevet revet ned. Det var ikke en mulighed, som fandtes der for altid, men en aldeles tidsbundet chance, koblet til helt specifikke omstændigheder.

Jeg tror, at den chance er forspildt nu. Det, som yderligere er revet ned, siden dette er blevet skrevet, vil tage meget lang tid at bygge op igen, hvis det nogensinde vil ske. Drømmen om en palæstinensisk stat inden for en overskuelig tidsramme er bristet, men ligeså er drømmen om et Israel i fred og forsoning med omverdenen.

Min moster Bluma er blevet begravet, tænker jeg, og med hende et af de sidste bånd til den generation, som efter krigen søgte til Israel for at befri sig fra ghettoen og overvinde Auschwitz.

Hun anede næppe, at hun skulle dø inden for murene af en ny ghetto – i frygten for et nyt Auschwitz.

Israel for evigt

Vi hænger i bilkøen til den tungt bevæbnede sikkerhedskontrol ved lufthavnstilkørslen. En rutineret granskning gennem sideruden og vi vinkes igennem. Andre biler vinkes ind til siden for en mere tidskrævende gennemsøgning. Sikkerhedskontrollen kan tage tid, det må man regne med, når man skal med flyet fra Tel Aviv. Af erfaring sætter jeg tre timer af til det hele. Er der noget, jeg har respekt for i Israel, så er det sikkerhedskontrollen.

Hvad jeg ikke har regnet med, er det, som sker ved paskontrollen. Det har ingenting med sikkerheden at gøre. Det har at gøre med mit forhold til Israel.

“Må jeg se dit israelske identitetskort?” spørger den unge, kvindelige paskontrollør efter udsædvanlig lang tids stirren på computerskærmen.

Jeg svarer, at jeg ikke har noget, at jeg aldrig har haft noget, at jeg er svensk statsborger og altid har været det.

“Du er israelsk indbygger,” siger hun som til et barn, der tages i at lave ballade.

“Jeg boede her i to år for over fyrre år siden,” svarer jeg.

“Du bor her stadig,” siger hun lakonisk og skriver ordet “indbygger” og et nummer fra computerskærmen ind i passet ved siden af udrejsestemplet.

Hun kunne også have sagt: “Du slipper aldrig fri af Israel”.

Jeg begynder at frygte, at hun har ret.

Published 28 November 2007
Original in Swedish
Translated by Marie Mølgaard Laustsen
First published by "Det förlorade landet", Albert Bonnier Förlag, 2007 (Swedish version)

Contributed by Lettre Internationale DK © Göran Rosenberg / Lettre Internationale DK / Eurozine

PDF/PRINT

Read in: EN / SV / DA / NO / IT / CS

Read more

Cover for: Digital socialism

Digital socialism

Reimagining social democracy for the 21st century

Cover for: Disinformation, hyper-partisanship and the limits of regulation

Disinformation, hyper-partisanship and the limits of regulation

Eurozine podcast pt. 1: The changing face of the media

Cover for: Notes on the networked psyche

Notes on the networked psyche

Exploring online hyper-sensibilities

Cover for: Another media regime is possible

Another media regime is possible

From the liberal public sphere to the information commons

Cover for: Big Brother to the rescue

Big Brother to the rescue

Can artificial intelligence help in Ukraine’s fight against corruption?

Cover for: Lies, fakes and deep fakes

Lies, fakes and deep fakes

Deceptions and scams in the age of Trump

Cover for: The power of law or the law of power?

The power of law or the law of power?

Why Europe must lead the way in the governance of technology

Cover for: Interference everywhere?

Interference everywhere?

Disinformation in the EP election

Cover for: And we dream as electric sheep

And we dream as electric sheep

On humanity, sexuality and digitality

Discussion