Ungarns ægte indianere

Indfødte amerikanere har længe været højt elskede i Ungarn, hvor ‘indianere’ står for det ægte, truede og usædvanlige. Viktor Orbán har brugt tropen til at kanalisere demografisk angst og underbygge sin anti-immigrationsretorik, men den kan også vise sig at være problematisk for hans skræmmekampagne.

Viktor Orbán er berømt for i sine yngre dage ofte at have pyntet sine taler med fyndige og satiriske referencer til ‘Dakota-indianernes’ visdom: »Hvis du finder dig selv siddende på en død hest, så kom ned derfra« eller »Prøv ikke at puste luft i en hullet ballon«. Nu om dage påberåber Orbán ikke længere sine ‘indianere’ for at lette stemningen, men for at formørke den og bolstre en romantisk fantasi om de ædle få, der kæmper en desperat, måske endda en forgæves kamp for overlevelse. I en tale fra juli 2016, hvor han annoncerede sin støtte til Donald Trump, fortalte Orbán publikum: »Jeg kan endda forstå amerikanernes positive blik på migration, for det var sådan USA blev til, men de må indse, at i denne situation er vi indianerne.«

Øst- og centraleuropæeres romance med indfødte amerikanere har dybe rødder i tysk idealisme, filtreret gennem amerikansk transcendentialisme. I slutningen af det 19. århundrede i Tyskland blev Karl May berømt for sine populære romaner, hvor Apache-figuren Winnetou optræder — han fandt dog på de fleste af dem uden nogensinde at have besøgt Nordamerika. Hans værker blev oversat og ivrigt læst på polsk, tjekkisk, ungarsk, rumænsk og serbisk/kroatisk. To statuer af indianske krigere midt i en konfrontation tæt på Lake Michigans bred i Chicago — The Bowman and The Spearman (1928) — er lavet af en kroatisk skulptør, Ivan Meštrović. Og den gigantiske Crazy Hall Memorial, der stadig er under konstruktion i South Dakotas Black Hills, var den polsk-amerikanske skulptør Korczak Ziółkowskis vision.

Tropen om adelig heroisme, som disse værker reproducerer, har givet genlød i en region, hvor indfødte amerikanere repræsenterer små folkeslags opfindsomhed og kreativitet. I Ungarn har det ‘at lege indianer’ ikke blot kanaliseret en lille nations demografiske angst, men også politiske og sociale gruppers frustration over at blive sat på et sidespor af den dominerende kultur. ‘Indianere’ står for det, der er ægte, truet og usædvanligt. Gennem det seneste århundrede har titusindvis af ungarere forsøgt at realisere idealet om ‘indianere’, fordi de følte, at de på en eller anden måde allerede ligesom inkarnere det.

Photo: Éva Urbán

Ungarske indianere

Man kan lære meget om et land ved at studere dets indianere. For et par år siden renoverede min ungarske ven en lejlighed i Budapest og fandt nogle fotografier fra 1930’erne. Et viser en mand i et lændeklæde, der kaster et spyd. På et andet holder den samme mand en kvindes hænder, mens en ældre herre med fjerdekoreret hovedbeklædning laver en bevægelse, som om han er ved at skalpere hende. I baggrunden ser vi en kano og Donaufloden.

‘Indianerne’ i de her fotografier er en særlig slags 1930er-ungarsk vintage. I 1931 startede kunstneren og orientalisten Ervin Baktay sammen med nogle venner en såkaldt indianerlejr, hvor deltagerne tog navne som Star Dancer, Shaggy Wolf and Little Hamster. I alt fra et par uger til tre måneder hver sommer byggede de ungarske indianere tepeeer, bar fjerdekorerede hovedbeklædninger og mokkasiner og røg fredspiber på en ø i Donaufloden, som i 1933 formelt blev betegnet som et ‘indiansk reservat’. Den ungarske flodflåde rykkede endda væk for at undgå at forstyrre øens ‘indianere’. Som gruppens chief skrev Baktay et essay i et ungarsk dagblad i 1937, hvor han opfordrede resten af ‘stammen’ til at »fundamentalt afkoble fra det andet, urbane, civiliserede “Jeg”: lad os være børn i ånden, lad os lære at lege og glæde os ved det skønne… På den måde bliver det sunde, fysiske, aktive liv også en transformerende, regenererende, spirituel oplevelse.«

Baktay opfattede den »Nordamerikanske indianer« som »den mest autentiske af atleter iblandt alle verdens folkeslag, og med den mest noble form for atletiske evner,« som »den perfekte gentleman og sportsmand.« Indianernes fysiske kunnen kom af deres nærhed med naturen; de var dygtige jagere, der udelukkende jagede, hvad de havde brug for, et folk, der havde undsluppet »civilisationens fejl«, indtil »den hvide civilisation« stjal deres frihed.

Imens Baktay samlede sin ‘stamme’, blev facister fra et andet hjørne af zeitgeisten ligeledes fortryllet af nobelheden og fysikaliteten — ikke jægerens, men den nationale krigers. »Facisme,« skrev den italienske superfacist Julius Evola, »viser sig for os som en rekonstruktiv revolution, idet den bekræfter en aristokratisk og spirituel ide om nationen.« Bevægelsen sørgede for »ophøjelsen af nationen i praksis til en “krigernation”«.

Selvom nogle af Baktays ‘indianere’ måske har haft — eller senere udviklede — fascistiske sympatier, var han ikke selv fascist. Efter malerskole i München vendte han tilbage til Ungarn, hvor han og nogle venner blev så begejstrede for western-film og romaner, at de byggede en saloon i et studie. I slut-1920erne tilbragte Baktay tre år i Indien og studerede kulturen og religionerne. Derefter blev han redaktør for et nyt ungarsk tidsskrift ved navn Globus (A Földgömb), hvis motto var »Min fornuft er til for at kapere verden!« At være en ‘indianer’ var blot et anden måde at identificere sig med en anden nation og kultur eller, som min ven, der fandt fotografierne, formulerede det, at »bryde med med problemerne ved ungarsk etnogenese« ved at prøve noget andet.

Selvom Baktay holdt op med at drive lejren i 1955, blev den ved med at eksistere i en eller anden form indtil 1963. På det tidspunkt havde den populære ungarske sanger Tamás Cseh allerede startet sin egen indianerlejr et andet sted i landet. Mens de var på ferie i 1961, flygtede han og et par venner over bjergene for at lege indianere og leve som survivalists. Gruppen prøvede gennem årene at gøre deres lejr mindre campet og mere autentisk. Det varede ikke længe, før de sang indfødte amerikaneres folkesange på originalsprogene med matchende dansetrin. Men 60erne var anderledes end 30erne. Den politiske kontekst bestod af stagnerende statssocialisme snarere end tiltagenge fascisme. Som en ungarsk journalist, der undersøgte lejrens historie, sagde: »friheden og livets simplicitet stod i kontrast til den kommunistiske, ungarske, undertrykkende, centraliserede, statsbedøvede verden«.

Indianske ungarere

Mens Baktay og Csehs ‘indianere’ var begejstrede for den kulturelle og etniske forskellighed, søgte andre at blotlægge et skjult etnisk forbindelse til ungarere. I 1965 påstod en ungarsk guldmine-opdagelsesrejsende, der kaldte sig Juan (János) Móricz, at have opdaget Amazonas-indianere i Ecuador, der talte ungarsk. Han udviklede en indviklet teori om, hvordan proto-ungarske opdagelsesrejsende ankom fra vesten med både efter at have efterladt spor på en masse stednavne i Indonesien og Hawaii. Móricz argumenterede for, at onde kræfter, inklusive Habsburgerne og spanierne, længe havde konspireret for at forhindre ungarerne fra at opdage »deres forfædres strålende fortid« ved at tie eller stigmatisere dem, der skrev om sammenhængen.

I 2013 skrev Tünde László en artikel om »De oldgamle ungarske spor i de nordamerikanske indianeres land«. László er chefredaktør for et ungarsk kvindemagasin, der fungerer som et online depot for ungarsk pronatalisme, nationalisme og new-age mysticisme. I artiklen understreger hun, at »antallet af meget mistænkelige ligheder eller overlap mellem ungarernes og de nordamerikanske indianeres kulturer, som jeg har studeret, er så store, at den eneste måde, man overhovedet kan forklare dem, må være en fælles oprindelse.« Denne her antagede fælles oprindelse, konkluderer hun, tilbyder sågar nøglen til ungarernes fremtid. I »Dakota-sproget,« skriver László, er ordet for foster »mystisk en-af-os«. »Hvilken uudtalelig visdom og filosofi, raffineret gennem årtusinder, der addresserer os med denne nomenklatur!« skriver hun begejstret. Hvis blot vi forstod meningen med det udtryk, så »ville området omkring Karpaterbjergene atter lyde af børns latter, og Ungarn ville være reddet fra alle de truende demografi-forudsigelser!«

En artikel på den ungarske tv-station ATVs hjemmeside fra 2015 erklærede, at hvis de demografiske tendenser fortsætter, vil den ungarske nation uddø indenfor 500 år. Selvom Viktor Orbán ikke forventer meget andet fra vælgerne end deres stemmer, har han et krævende omkvæd: »stop migration, stop med at ryge og få flere børn.« Han vil have flere ungarere og få dem til at leve længere. I 2013 modtog han en pris fra WHO for hans kampagne mod rygning, og statsstøtte til børnefamilier er steget stejlt under hans regering. »Det er værd at fejre, at fødselsraten nu er den højeste siden 2010, at antallet af ægteskaber går op, og at den faldende befolkningsvækst ikke har været så langsom i årevis,« sagde Orbán for nylig. »Men faldet, selvom det er langsomt, er stadig et fald. At vælge, hvor mange børn, man vil have, er et menneskes mest personlige beslutning. Men selvom den er personlig, er den også den vigtigste for vores samfunds skyld.«

Da Orbán udtalte i 2016, at »vi er indianerne«, var det for at antyde, at selve den ungarske nations overlevelse var på spil. Men bag retorikken om national overlevelse lader Orbáns primære interesse at være i hans egenpolitiske overlevelse. Han har ændret konstitutionen radikalt — for at underminere de uafhængige domstole og medier — og derved gjort enhver valgsejr for oppositionen noget nær umulig, mens han samtidig uddeler kontrakter og tjenester til en ny elite af venligtstemte oligarker såvel som til hans egen landsby og familie. Den nyeste skandale involverer hans svigersøns belysningsfirma, der fik store, fordelagtige kontrakter med EU-midler (en EU-efterforskning har fundet »alvorlige uregelmæssigheder« i kontrakterne, og de 40 millioner euro kræves tilbagebetalt.) Orbán sagde da også for nylig i en tale, at »vi er i dag truet af en fare fra vesten. Denne fare kommer til os fra politikerne i Bruxelles, Berlin og Paris.«

I et forsvar for indiansk kultur fra 1921 observerede Baktay, at »Vestens slogan« var »kampen for overlevelse«. Men det var ikke rigtig for overlevelse, at vesten kæmpede. »Den hvide race bevæges af intet andet end selvinteresse, ejendom, materielle fordele og at regere.« Måske er Orbán mere af vesten, end han fremstiller sig, og de rigtige ungarske ‘indianere’ må findes et andet sted.

Published 5 April 2019
Original in English
First published by Eurozine / Transit Online (English version) / Atlas (Danish version)

Contributed by Atlas © Holly Case / Transit Online / Atlas / Eurozine

PDF/PRINT

Read in: EN / DA

Published in

Discussion