Det magtfulde billede – den farlige medlidenhed

I Vesten præsenteres vi for bekymrende få forskellige billeder af muslimske kvinder. En af de farligste konsekvenser af dette er forestillingen om, at muslimske kvinder har behov for at blive reddet af os eller vores regeringer.

Vores liv er gennemsyret af billeder. Billeder, der på besynderlig vis begrænser sig til nogle få troper eller temaer. Hvilke billeder af muslimske kvinder, eller kvinder fra den region, vi kender som Mellemøsten, kan vi i USA og Europa se for os? Den undertrykte muslimske kvinde. Den tilslørede muslimske kvinde. Den muslimske kvinde, som ikke har de friheder, vi har. En kvinde underlagt sin religion. En kvinde underlagt sine mænd.

Disse billeder har en lang historie i Vesten, men efter 11. september 2001 er de blevet særligt tydelige og insisterende. I USA samlede mange kvinder sig for at kæmpe for de afghanske kvinder, der blev undertrykt af de fundamentalistiske talebanere – kvinder som medierne fremviste dækket fra top til tå i burka, kvinder som hverken måtte gå i skole eller med neglelak. Bushs regering anvendte undertrykkelsen af disse kvinder som del af en moralsk retfærdiggørelse af invasionen af Afghanistan. Billeder af tilslørede og undertrykte kvinder blev brugt til at skaffe støtte til at gribe ind militært. USA’s invasion i Afghanistan og nu i Irak har medført usigelige rædsler – forflytninger, vold – i mange muslimske kvinders liv. Men disse billeder har også været dårlige for os i de vestlige lande, hvor de cirkulerer, på grund af den lammende effekt de har på vores evne til at forstå og værdsætte kompleksiteten og mangfoldigheden i muslimske kvinders liv.

Afdøde Edward Said påpegede i sin berømte bog Orientalisme, at et af de mest kendetegnende aspekter ved litterære og akademiske fremstillinger af det muslimske “Østen” er disse fremstillingers henvisende natur. Det, han mente, var, at nyere værker tilføres autoritet ved at henvise til tidligere værker. Værkerne henviser til hinanden i en endeløs kæde, der ikke behøver at tage stilling til aktuelle forhold i det muslimske Østen. Det oplever vi også i dag, når det gælder visuelle fremstillinger af den muslimske kvinde.

Jeg har i årevis samlet på billeder, der afslører denne henvisende natur ved billedet af “den muslimske kvinde”. De mest ikoniske tænker jeg på som studier i sort/hvidt. I de franske kolonialistiske postkort, som Malek Alloula analyserer i sin bog The Colonial Harem, ser man fx utilgængelige algeriske kvinder, tildækket i spøgelseshvidt. Alloula mener, at hensigten med denne slags postkort var at gøre algeriske kvinder tilgængelige, om end symbolsk, for franske soldater, turister og dem derhjemme. Og i sen-90’erne finder man på forsider i den amerikanske presse, selv i de mere intellektuelle af slagsen, som fxNew York Times Magazineeller Chronicle of Higher Education, billeder, der på samme måde skildrer kvinder med ansigtet skjult og kroppen tildækket af en hvid eller lys islamisk, anstændig påklædning. Disse kvinder er fra Jordan eller Egypten, og deres liv er radikalt forskellige fra kvinders liv i det koloniale Algeriet, og fra mange andre kvinder i deres eget land. I Alloulas bog er der også en mængde billeder af kvinder dramatisk klædt i sort, hvor kun deres øjne kan ses. Igen finder vi næsten identiske billeder på forsiderne af New York Times Magazineog KLM Magazine fra 1990 op til i dag. Også selvom de artikler, billederne skal illustrere, handler om andre lande, som fx Saudi Arabien, Jordan og Yemen. Ensartetheden er slående.

Hvorfor bør dette vække bekymring? Selv er jeg bekymret over min billedsamling, fordi 25 års forskning i Mellemøsten har lært mig, at disse billeder ikke viser den store variation, der er i kvindernes påklædning i disse lande, og fordi de intet gør for at formidle betydningen af disse forskelligheder. I mit eget fotoalbum med billeder af min familie er der bl.a. et billede af min palæstinensiske bedstemor og tante, taget i et af disse lande, nemlig Jordan. Min tante har en bluse og et par bukser på, og hendes lange, glatte hår er utildækket, selv min bedstemor har bare et enkelt hvidt sjal bundet løst om håret. Der er også et billede fra 50’erne af min bedstemor, min tante og to af mine onkler. Mændene er i jakkesæt og kvinderne i fine kjoler, med fint sat hår. Hvis man ser på disse landes egne aviser, finder vi også helt andre billeder, selv i dag. I jordansk presse kan der fx være billeder af et shortsklædt basketball-kvindelandshold eller af dronningen til middag med en gruppe andre kosmopolitiske kvinder, nogle europæere, nogle jordanere – det er ikke til at se forskel. Hvorfor er disse billeder ikke på forsiden af New York Times, når Jordan skal fremstilles, i stedet for den tildækkede kvinde? Pressen lader desuden ofte “kvinden med slør” fungere som repræsentant for det land, artiklen handler om. Ingen af de artikler i New York Times Magazine, hvori jeg har fundet billeder, handlede om muslimske kvinder, eller jordanske eller egyptiske for den sags skyld. Det ville altså være, som hvis magasiner eller aviser i Syrien og Malaysia satte Madonna eller en kvinde i bikini på forsiden, hver gang de trykte en artikel om USA eller et europæisk land.

Burka eller Chanelsæt?

Der er en række problemer med disse ensartede og allestedsnærværende billeder af tilslørede kvinder. For det første gør de det svært at tænke på den muslimske verden uden at tænke på kvinder. Det skaber en oplevelse af en dyb kløft mellem “dem” og “os”, når det gælder behandlingen af kvinder og kvinders status. En kløft som afholder os fra at tænke på forbindelserne mellem vores forskellige dele af verden og hjælper til med at grave grøfter mellem civilisationer. For det andet gør de det svært at værdsætte mangfoldigheden af kvinders liv i de muslimske eller mellemøstlige verdner, at se forskelligheder over tid og mellem steder og forskelligheder mellem klasser og områder. For det tredje gør de det svært at forstå, at tilsløringen i sig selv er en kompleks praksis.

Jeg vil her opholde mig kort ved dette tredje problem. Det er alment kendt, at det ultimative tegn på undertrykkelse af afghanske kvinder under “taleban-og-terroristerne”, er, at de tvinges til at iklæde sig burkaen. Til tider udtrykkes der forundring over, at de afghanske kvinder ikke kastede burkaen af sig, da Afghanistan blev befriet fra taleban. Hvis man, som jeg, har arbejdet i muslimske områder, må man spørge, hvorfor det er så overraskende. Havde vi forventet, at de afghanske kvinder, når de endelig blev “fri” for taleban, ville “vende tilbage” til korte t-shirts og cowboybukser og støve deres Chanelsæt af?

Vi bør holde os nogle grundlæggende aspekter ved tildækningen for øje. For det første var det ikke taleban, der opfandt burkaen i Afghanistan. Burkaen var den lokale måde at tildække sig på, som de pashtunske kvinder i området brugte, når de gik ud. Pashtunerne er en af en række etniske grupper i Afghanistan, og burkaen var en af mange måder at tildække sig på, der udvikledes i denne del af kontinentet og i Sydvestasien. Denne tildækning symboliserede kvinders anstændighed og agtværdighed. Burkaen, som andre former for tildækning, har i mange forskellige områder markeret en symbolsk adskillelse mellem den mandlige og den kvindelige sfære. En adskillelse som skal ses som del af en generel opfattelse af, at kvinder er forbundet med familie og hjem, og ikke med det offentlige rum, hvor fremmede færdes.

Bærbar privathed

Antropologen Hanna Papanek, som arbejdede i Pakistan, kaldte for nogle og tyve år siden burkaen for “bærbar privathed”. Hun påpegede, at mange oplevede det som en frigørende opfindelse, fordi det gjorde kvinder i stand til at bevæge sig ud af de adskilte rum, uden at overtræde de grundlæggende moralske krav om, at kvinder skal adskilles fra og beskyttes mod ubeslægtede mænd. Lige siden jeg stødte på hendes udtryk “bærbar privathed”, har jeg tænke på disse tildækkende rober som “mobile hjem”. Den slags tildækning signalerer, at man tilhører et bestemt fællesskab og lever et moralsk liv, hvor familien er det altafgørende i samfundet, og hjemmet forbindes med kvindens ukrænkelighed. Hvis dette er tilfældet, må vi spørge: Hvorfor skulle disse kvinder pludselig blive uanstændige? Hvorfor skulle de pludselig kaste noget, der signalerer agtværdighed, fra sig? Hvorfor skulle de kaste noget, der beskytter dem fra at blive generet af fremmede mænd, fra sig, noget, der signalerer til alle, at de stadig befinder sig i den ukrænkelige hjemlige sfære, selvom de bevæger sig i det offentlige rum? Og desuden må vi tænke på, at disse måder at klæde sig på var blevet så konventionelle, at de fleste kvinder slet ikke tænkte over dem. Hvis jeg skal trække nogle paralleller – ingen af dem passer perfekt – vil jeg spørge: Hvorfor er vi overraskede over, at de afghanske kvinder ikke smider burkaen, når vi alle er klar over, at det ville være upassende at gå i operaen i shorts? Visse religiøse overbevisninger og fællesskabers konventioner om sømmelighed kræver tildækning af håret, det gælder for muslimer, jøder og for katolikker indtil for nylig. Folk iklæder sig det tøj, der anses for passende i deres fællesskaber og ledes på vej af gældende sociale normer, religiøse overbevisninger og moralske idealer, med mindre de bevidst ønsker at bryde med normerne eller ikke har råd til passende tøj. Hvis vi forestiller os, at vestlige kvinder, også de ikke-religiøse, lever med frit valg, når det gælder påklædning, behøver vi blot tænke på udtrykket “modens tyranni”.

Det, der var sket i Afghanistan under taleban, var, at én bestemt lokal måde at tildække eller tilsløre sig på, blev påtvunget alle, som den “religiøst” passende måde at gå klædt på. Før det var der mange forskellige populære eller traditionelle måder at gå klædt på i forskellige grupper og klasser. Der var forskellige måder at signalere kvinders anstændighed på eller, i nyere tid, religiøse fromhed. Størstedelen af de kvinder, der stadig var i Afghanistan, da taleban tog magten, var sandsynligvis uuddannede eller fra landområderne. Under alle omstændigheder var de ikke fra overklassens familier, eftersom de ikke havde haft mulighed for at forlade landet, for at flygte fra de lidelser og brutaliteter, som har præget landet i senere tid. Hvis de blev befriet fra den tvungne burka, ville de fleste af disse kvinder vælge en anden form for anstændig hovedbeklædning, ligesom alle de kvinder, der lever i nærheden, men som ikke har været underlagt taleban. Ligesom fx hinduerne fra landområderne i Nordindien, som tildækker hoved og tilslører ansigtet, når de er sammen med svigerfamilien, eller som de muslimske kvinder i Pakistan, der enten går med lette slør eller nyere former for islamisk anstændig beklædning.

Jeg vil slå noget fast om sløret: Ikke alene er der en mængde forskellige måder at tildække sig på, som alle har forskellige betydninger, at gå med slør bør ikke i sig selv forstås som manglende frihed til at handle. Som jeg argumenterer for i Veiled Sentiments, som bygger på mit etnografiske feltarbejde i et beduinsamfund i Egypten i slut70’erne og start80’erne, anses det som en frivillig handling at trække den sorte hovedbeklædning ned foran ansigtet, når ældre, respekterede mænd er tilstede. En frivillig handling udført af kvinder, som går højt op i at opføre sig moralsk rigtigt. At tildække ansigtet viser selvrespekt og social status, og kvinderne bestemmer selv, hvem de vil tildække sig for. De tildækker sig ikke for yngre mænd, de tildækker sig ikke for udenlandske mænd, de tildækker sig end ikke for egyptiske mænd, som ikke er beduiner, fordi de ikke respekterer dem, og i de to sidste tilfælde fordi de ikke opfatter dem som del af deres eget moralske fællesskab.

Et meget anderledes eksempel på, hvad tildækning kan betyde, finder vi i den moderne islamiske, anstændige påklædning, som mange uddannede kvinder fra den muslimske verden har brugt siden sen-70’erne. Denne påklædning signalerer i offentligheden, at kvinden er from, men kan også læses som et tegn på, at kvinden er højt uddannet, sofistikeret og fra storbyen. Som tegn på en slags modernitet. Hvad, mange i Vesten ikke ved, er, at de egyptiske kvinder, der først begyndte at klæde sig på denne måde, med tildækket hår og til tider også tildækket ansigt, var universitetsstuderende. Mange af dem læste til læge eller ingeniør. I den velansete beduinfamilie fra landet, som jeg boede hos i 80’erne, var der én pige, der havde gået i gymnasiet. Hun var også den eneste, der desperat ønskede at begynde at tildække sig på den nye måde. Hun håbede på at blive gift med en uddannet mand, så hun også på den måde kunne leve med og vise sine nyfundne viden og sine moderne værdier. Hun var derfor lykkelig, da hendes far arrangerede et ægteskab med en ingeniør, og hun flyttede til provinsbyen Marsa Matruh. Da jeg så mødte hende i Marsa Matruh, tildækkede hun sig ganske rigtigt på den nye måde. Hun brugte ikke den tildækning, der var tradition for blandt gifte beduinkvinder i hendes samfund.

I Egypten har kvinder siden 70’erne insisteret på en plads i moskeerne, hvor de bl.a. bliver undervist i deres religion, ofte af kvinder. Og antropologen Saba Mahmoud har påvist, at disse kvinder opfatter den nye form for tildækning som en kropslig måde at fremelske dydighed. De omtaler tildækningen som et valg, de har taget på baggrund af deres ønske om eller deres kamp for at være nær Gud. Siden 80’erne har kvinder overalt i den muslimske verden taget denne påklædning med tildækket hår og lange rober til sig, hvorimod kvinder i 30’erne og op til da tilsluttede sig feministiske bevægelser og gik i vestligt tøj. Saba Mahmoud afviser funktionalistiske forklaringer på dette. Funktionalistiske forklaringer kan fx være, at kvinderne protesterer mod Vesten og søger tilflugt i deres autentiske kultur, eller at de, i frygt for moderniteten, har grebet tilbage i tiden, eller at de finder det mere behageligt at gå klædt sådan og på den måde undgår at blive generet i busserne. Saba Mahmoud insisterer i stedet på, at vi må gå ind på kvindernes egne præmisser, og kvinderne selv siger, at de gør det for at være nær Gud, for at være gode muslimer.

Ud fra disse grundlæggende betragtninger om tildækning vil jeg slå to vigtige pointer fast. For det første bør vi modsætte os forenklende fortolkninger af tildækning som selve essensen af kvindeundertrykkelse. Vi må holde fast i, at vi mennesker er sociale væsner, der altid vil være opdraget i bestemte sociale og historiske sammenhænge og altid vil tilhøre bestemte fællesskaber, som former vores ønsker og måder at forstå verden på. Er det ikke en grov tilsidesættelse af kvindernes egne måder at forstå deres handlinger på, simpelthen at stemple burkaen som middelalderlig og patriarkalsk? For det andet bør vi ikke reducere muslimske kvinders mange forskellige situationer og attituder til et enkelt stykke tøj. Måske er det ved at være på tide, at vi dropper Vestens sort/hvide besættelse af sløret og begynder at fokusere på de andre, alvorlige sager, som feminister og andre, der bekymrer sig om kvinders levevilkår, virkeligt burde bekymre sig om.

Pas på medlidenheden

Jeg mener, at de magtfulde billeder, vi præsenteres for, sløver vores evne til at forstå og anerkende kompleksitet. Men hvad mener jeg med, at medlidenhed kan være farlig? Og hvad har medlidenhed at gøre med muslimer og kvinder fra Mellemøsten? En af de farligste konsekvenser af de ensartede billeder af tildækkede kvinder fra Mellemøsten er en forestilling om, at disse kvinder har behov for at blive reddet af os eller vores regeringer. Første gang, jeg kom til at tænke på, at medlidenhed kan være farlig, var, da jeg for mange år siden stødte på en bog på pastoralseminariet i Princeton, der indeholdt en beretning fra en konference for presbyterianske kvindelige missionærer, der blev holdt i Cairo i 1906. Bogen handlede om den muhamedanske kvinde (som hun kaldtes den gang) og hendes sørgelige liv og pligter. Den handlede om kvinder fra Egypten til Indonesien og beskrev med stor detaljerigdom manglen på kærlighed i kvindernes ægteskaber, hvordan de blev tvunget til at leve med flerkoneri, at de levede i isolation og var uvidende, og det symbolske bevis på kvindens lave status – sløret. Bogens sigende titel var Our Moslem Sister: A Cry of Need from Lands of Darkness Interpreted by Those Who Heard It, og i introduktionen skriver Annie van Sommer på egne og andre kvindelige missionærers vegne. Her forklarer hun: “Denne bogs triste og gentagende fortælling om uret og undertrykkelse er en anklage og en appel … Det er en appel til kristne kvinder om at arbejde mod denne uret og for at oplyse dette mørke gennem opofrelse og tjeneste.” Og hun fortsætter: “For nogle af os lader det til, at der er behov for, at dagens kristne kvinder spreder kærlighed, fatter medlidenhed og forsøger at redde islams lidende og syndige kvinder. De er i nød, og man kan ikke forstå, hvor stor denne nød er, med mindre man får det fortalt. Man ville aldrig tage ud og finde dem, uden først at have hørt deres nødråb.” Disse vestlige, kristne kvinder omkring århundredeskiftet mener altså, at de er i stand til at sætte ord på det, muslimske kvinder ikke kan, og at de taler disse stakkels “andres” sag ved at redde dem til kristendommen. Dette var i victorianske tider, hvor kvinder ikke havde stemmeret, sjældent færdedes i offentligheden og skulle opføre sig som engle derhjemme, og de kvindelige missionærer var usædvanligt selvstændige og modige, selvom de ofte rejste med deres mænd. I dag hører vi en genklang af denne retorik i frisindede feministers bekymringer for kvinder i resten af verden. Ligesom missionærerne oplever feministerne, at de kan og bør tale på vegne af afghanske eller andre muslimske kvinder. De ser sig selv som en oplyst gruppe med evnerne og friheden til at kunne redde lidende kvinder i andre dele af verden – redde dem fra deres mænd eller deres undertrykkende religiøse traditioner eller hjælpe dem til at opnå deres rettigheder.

Hvis man har medlidenhed med nogen og mener, at de bør reddes, indebærer det ikke alene, at man vil redde dem franoget, man vil også redde dem tilnoget – til en anden slags verden. Hvilke former for overgreb kan ligge i denne redningsaktion? Og hvilke antagelser om overlegenheden i det, man vil redde andre til? Ønsker om at redde andre kvinder hviler på og styrker en følelse af vestlig overlegenhed. De lugter også af en ubehagelig nedvurderende arrogance. Jeg mener, vi bør være mere opmærksomme på de mange forskellige måder at leve på, der findes i denne verden, og forsøge at vise respekt over for andre måder at forsøge at opnå sociale forandringer. Er det helt utænkeligt, at der kan findes en frigørelse, der er islamisk? Det er der mange kvinder, der mener det ikke er, fx de iranske islamiske feminister. Og et andet spørgsmål, jeg mener, vi bør stille, er, hvorvidt frigørelse eller frihed overhovedet er et mål, som alle kvinder, eller alle mennesker, forsøger at nå. Kunne andre ønsker være vigtigere for andre grupper mennesker? Som fx ønsker om at leve med tætte familiebånd, at leve med Gud eller uden krig og vold?

Der findes andre perspektiver, der sætter spørgsmålstegn ved Vestens overlegenhed. En vis berygtet islamist har fx henvendt sig til USA med følgende anklage: “I er en nation, der bruger kvinder som forbrugsgoder og reklameværktøjer og opfordrer forbrugerne til at købe dem. I bruger kvinder til at servere for passagerer, gæster og fremmede for at øge jeres profit. Og så råber I op om, at I støtter kvinders frigørelse … I er en nation, der handler med sex på alle tænkelige måder, både direkte og indirekte. Kæmpemæssige virksomheder hviler på denne handel. Det kaldes kunst, underholdning, turisme, frihed og andre vildledende ting.” (bin Laden 2005: 166-168).

Andre mere moderate forsvarere af islam forsøger også at vise “den anden side” og imødegå vestlige anklager om sexisme. I en ny lærebog om islam er der et afsnit med overskriften “Islam er sexistisk”, som indeholder 28 gendrivelser af den påstand. Her finder man forklaringer af vers fra Koranen, beskrivelser af profeten Muhammeds syn på forskellige aspekter af kvinders status, observationer af hvor sent kvinder fik stemmeret i nogle europæiske lande (i Schweiz var det fx i 1971) og af hvor mange muslimske kvinder, der har været regeringsledere (fem statsministre eller præsidenter i Pakistan, Bangladesh, Tyrkiet og Indonesien), hvorimod antallet i USA er nul. (Husain 2005: 61-62). Er disse beskrivelser og det, de siger om kønsdiskriminering eller kvinders manglende magt, grund til medlidenhed med amerikanske eller europæiske kvinder? Vi ville sikkert finde en sådan påstand absurd eller irriterende. Vi har en million modsvar. Selvom vi kan være kritiske over for den måde, kvinder behandles på i vores egne samfund i USA eller Europa, selvom vi kan diskutere, hvad der afholder kvinder fra at få topposterne, eller hvad der holder så mange enlige mødre under fattigdomsgrænsen, de mange voldtægtssager eller reklamebranchens udnyttelse af kvinder, opfatter vi ikke disse kendsgerninger som tegn på, at vores kultur er undertrykkende eller som grund til at fordømme kristendommen, som er majoritetens eller i hvert fald den dominerende religiøse tradition. Vi ved, at der er komplekse forklaringer på alt dette, og vi ved, at der i hvert fald er nogle, der arbejder på at forbedre disse forhold.

På samme måde bør vi erkende, at kvinder i den muslimske verden måske også opfatter anklagerne om undertrykkelse af muslimske kvinder som absurde eller irriterende. Og det gælder både for helt almindelige kvinder, som dem jeg har boet sammen med på landet, og feminister og andre aktivister, som siden slutningen af 1800-tallet har peget på, at der findes problemer i deres samfund, hvad angår kvinders status. Vi skal passe på med ikke at forfalde til at grave grøfter og kun placere feminisme på Vestens side. Der er masser af feminister fra den tredje verden, også i mange dele af den muslimske verden. Nogle kalder sig selv islamiske feminister, andre gør ikke. Men de bliver sat i et dilemma, når feminister fra Vesten igangsætter kampagner, der gør det let for lokale konservative islamister eller nationalister at fordømme dem og kalde dem forrædere. Intellektuelle fra Mellemøsten som fx Afsaneh Najmabadi, der oprindeligt er fra Iran, argumenterer for, at det ikke blot er forkert at tolke forholdet mellem islam og Vesten som alene modsætningsfyldt, det er strategisk farligt at acceptere en sådan kulturel modsætning mellem muslimsk fundamentalisme og vestlig feminisme. Det er farligt, fordi de mennesker i de muslimske lande, der forsøger at finde alternativer til uretfærdighederne, de som forsøger at komme uden om at grave grøfter og som ønsker at trække på forskellige historier og kulturer, som ikke acceptere at det at være feminist betyder at være vestlig, tvinges til at vælge – er I med os eller imod os? På samme måde som alle vi andre bliver kuet til det.

Frit valg og tvang

Jeg vil også slå noget andet fast. Udover at mange muslimske kvinder selv kæmper for kvinders rettigheder, er der mange kvinder i muslimske lande, der ikke selv oplever, at de mangler rettigheder. Og her mener jeg ikke, at de er selvbedrageriske eller lever med en falsk bevidsthed, det, jeg mener, er, at vi bør anerkende og måske endda forsøge at værdsætte anderledes måder at leve på.

I bogen Writing Women’s Worlds, som er et eksperimenterende “feministisk” etnografisk værk, der handler om Awlad ‘Ali beduinkvinderne i Egypten, forsøgte jeg at videregive kvindernes fortællinger på deres præmisser, på de måder, de selv forstod dem. Deres fortællinger om ægteskab giver de bedste eksempler på, hvor upassende vores forståelse af “frit valg” og “tvang” er, og på, hvor vigtigt det er at anerkende andre opfattelser af rettigheder. De piger, jeg lærte at kende i beduinsamfundet, afviste specifikke giftermål, men aldrig det grundlæggende princip om, at familien skal arrangere ægteskabet. De sang sange om de unge mænd, de gerne ville gifte sig med – dem der ikke var deres fætre, dem der havde en uddannelse, dem der havde bestemte slags biler – men de gik ud fra, at det var op til deres familie at vælge, hvem det skulle være. Hvis familien udså en mand, de ikke ville gifte sig med, skabte de problemer og undergravede planerne. De kærlighedsdigte, jeg skrev om i min første bog Veiled Sentiments, var fulde af længsel og frustration, men de udtrykte sig stadig inden for systemet, de gjorde ikke oprør mod et system, hvor familien arrangerer ens ægteskab, hvor kvinder skal opføre sig ærværdigt ved ikke at vise interesse i mænd, eller hvor mænd og kvinder ikke må vise ømhed i offentligheden, selv hvis de er gift. Der var mange piger og mødre, der fortalte mig om faren ved kærlighedsægteskab – de værdsatte sikkerheden og trygheden ved arrangerede ægteskaber. Mange gifte kvinder stod fast på deres “rettigheder”, som de fandt argumenter for i islamisk lov, men først og fremmest i den fornemmelse for retfærdighed, som de havde fået ved at observere samfundets skik og brug og i deres egne følelser af selvværd og ansvar.

Et bedre eksempel på problemerne i at gå ud fra, at vi ved, hvilke rettigheder kvinder vil have, finder vi i samfundets flerkoneri. I Writing Women’s Worlds skriver jeg om de skiftende forhold og de skiftende følelser af solidaritet, vrede og sorg, som fandtes i et ægteskab med flere koner, som jeg kendte godt. Disse kvinder diskuterede aldrig, at deres mand giftede sig med flere. Den praksis understøttes af islamisk lov og begrundes på forskellige måder, bl.a. ønsker om at få mange børn eller sørge for kvinder, der ellers ville skulle klare sig selv. Derimod var deres fælles historier og gensidige følelser vigtige for kvinderne, ligesom det betød meget, hvordan de andre koner var og opførte sig. En af konerne fortalte mig en lang historie om, hvor irriterede det var, da hendes mand giftede sig med sin tredje kone. Grunden til at hun var irriteret og vred kom bag på mig. Efter hun havde fortalt mig om sine følelser, spurgte jeg hende, om hun havde været jaloux. Hun svarede prompte: “Nej, jeg var ikke jaloux. Jeg var bare vred over, at vi blev behandlet dårligt. Skal vi ikke alle behandles på samme måde?” – Hendes argument bundede ikke i en opfattelse af kvinderettigheder eller i at flerkoneri er kvindeundertrykkende. Hun argumenterede for, at alle koner, i følge Koranen og beduinernes idealer, har ret til at blive behandlet lige.

Hvad er min pointe med disse historier om kvinder, jeg har kendt i Mellemøsten og om feminister i den muslimske verden? Susan Moller Okin, som var en kendt, amerikansk, frisindet, feminist, skrev engang et essay med titlen “Er multikulturalisme dårligt for kvinder?” Her kom hun med et udsagn, som blev mødt med megen kritik. Hun hævdede, at kvinder, der lever i “patriarkalske” minoritetskulturer (hendes essay handlede om kulturelle minoriteter i USA, men hun udbredte sit argument til også at gælde verdens “patriarkalske” kulturer) “muligvis vil få det bedre, hvis den kultur de blev født i enten uddør (så de ville blive integreret i det mindre kønsdiskriminerende omgivende samfund) eller, og det ville være at foretrække, opfordres til at ændre sig selv, så det kan understøtte lighed for kvinder.”

Det er et meget hårdt udsagn, at en anden kultur bør uddø. Det minder mig, om de presbyterianske missionærer, som jeg nævnte tidligere, som var sikre på, at Kristendommen var det eneste svar for kvinder. Jeg mener, at vi bør vise mere respekt. Vi bør anerkende, at mennesker ikke nødvendigvis har lyst til at opgive deres kulturer eller sociale verdener – de fleste mennesker værdsætter deres egen måde at leve på. De fleste mennesker bryder sig ikke om at få at vide, at de skal opgive deres religiøse overbevisninger. Vi vil have større retfærdighed for kvinder, men kan vi acceptere, at andre kan have anderledes forestillinger om, hvad retfærdighed er, og at andre kvinder måske ønsker og vælger noget andet for fremtiden, end det vi ser for os som det bedste? Og at de valg, de ser for sig, udspringer af situationer, som vi har været med til at sætte dem i?

Min konklusion er, at hvis vi virkelig bekymrer os om kvinder, der ikke er hvide, vestlige og fra middelklassen, ville det være en god idé at glemme alt om sløret og forestillinger om, at vi skal redde andre og i stedet forsøge at gøre verden til at mere retfærdigt sted. Jeg er ikke kulturrelativist – jeg tænker ikke, at “det er deres kultur, så vi kan intet gøre” – jeg mener, at vi, der bor i den privilegerede og magtfulde del af verden, bør undersøge vores ansvar for de situationer, mennesker langt fra os befinder sig i og de muligheder de har nu. Islamiske bevægelser er opstået i en verden, hvor mellemøstlige liv har været underlagt intenst påvirkning fra vestlige magter. Nogle af de mest konservative bevægelser i området er resultatet af vestlig indblanding. Det gælder for de konservative grupper i Afghanistan, der modtog 3 milliarder dollars fra CIA for at kunne underminere den marxistiske regering, der var i gang med at tvinge landet til modernisering, bl.a. ved at uddanne kvinderne.

Hvis vi virkelig bekymrer os om kvinder – og også muslimske kvinder – bør vi arbejde på at gøre USA’s og Europas udenrigspolitik mere human. Hvis vi vil blande os i, hvad der sker langt fra os, burde vi måske gøre det ved at støtte dem, der allerede arbejder for at gøre kvinders og mænds liv bedre i de samfund. Først og fremmest bør vi starte med at tænke på alliancer, sammenslutninger og solidaritet i stedet for på redningsaktioner og medlidenhed. Og vi bør kæmpe imod de magtfulde sort/hvide billeder af muslimske kvinder, der cirkulerer iblandt os.

Literatur

Abu-Lughod, Lila, “Do Muslim Women Need Saving? Reflections on Cultural Relativism and its Others”, American Anthropologist, 104.3 (2002), 783-790.
–, Veiled Sentiments: Honor and Poetry in a Bedouin Society, Berkeley, CA: University of California, 1986.
–, Writing Women’s Worlds: Bedouin Stories, Berkley, CA: University of California, 1993.

Alloula, Malek, The Colonial Harem, Minneapolis, MN: University of Minnesota, 1986.

Bin Laden, Osama, Messages to the World: The Statements of Osama bin Laden, Ed. Bruce Lawrence, Trans. James Howarth, London: Verso, 2005.

Hirschkind, Charles and Saba Mahmood, “Feminism, the Taliban, and Politics of Counter-Insurgency”, Anthropological Quarterly, 75.2 (2002): 339-354.

Husain, Mir-Zohair, Global Studies: Islam and the Muslim World, Dubuque, IO: McGraw Hill/ Dushkin, 2005.
Mahmood, Saba, Politics of Piety. Princeton, NJ: Princeton University, 2005.

Okin, Susan Moller, Is Multiculturalism Bad for Women?Eds. Joshua Cohen, Matthew Howard, and Martha

Nussbaum, Princeton, NJ: Princeton University, 1999.

Papanek, Hanna, “Purdah in Pakistan: Seclusion and Modern Occupations for Women”, Separate Worlds, Eds. Hanna Papanek and Gail Minault, Columbus, OH: South Asia Books, 1982, 190-216.

Said, Edward, Orientalism, New York: Pantheon, 1978.

Van Sommer, Annie and Samuel W. Zwemer, Our Moslem Sisters: A Cry of Need from Lands of Darkness Interpreted by Those Who Heard It, New York: The Young People’s Missionary Movement, 1907.

Published 1 September 2006
Original in English
First published by Lettre Internationale (Denmark) 12 (2006)

Contributed by Lettre Internationale (Denmark) © Lila Abu-Lughod / Lettre Internationale (Denmark) / Eurozine

PDF/PRINT

Read in: EN / DA

Published in

Discussion