Møde med Memorandumets Ophavsmænd

Der er ingen tvivl om hvilken betydning Memorandumet fra det Serbiske Kunst- og Videnskabsakademi har haft for den politiske mobilisering og den voldelige serbiske nationalisme med Milosevic-styrets overtagelse af magten. Det famøse dokument var blandt de afgørende kilder til den nye serbiske nationalisme sidst i firserne, sådan som sagerne i Haag fortløbende afdækker den. Men hvordan stiller det sig med dokumentets forfattere? Fra Olivera Milosavljevics omfattende udforskning af dokumentet kender vi til dets centrale forfattere, økonomen Kosta Mihaljovic, filosoffen Mihajlo Markovic og historikeren Vasilije Krestic, der ifølge hende især dækker dokumentets hhv. økonomiske, politiske og nationalistiske sider. Disse personer er ikke nemme at træffe – og de spiller ikke samme aktive rolle i serbisk offentlighed som i den serbiske kulturrevolutions dage sidst i 80’erne og først i 90’erne. Men en analyse og kritik af dokumentet ville alligevel være ufuldstændig uden disse personers eget forsvar for deres værk. Vi satte os derfor for at søge kontakt.

Det var især ikke nemt at få en aftale i stand med Mihajlo Markovic. Første gang taler vi lige ud af posen og foreslår et interview om den radikale nationalisme – og får et blankt nej. Et år senere forsøger vi igen, nu mere forsigtigt: et interview om Serbiens fremtid i Europa. Jo, egentlig gerne, men han har desværre ikke tid lige nu. Vi må forsøge næste gang vi er i Serbien. Det gør vi så – nu har han imidlertid fået betænkeligheder og takker nej. Men det er en fordel at være to: vi bytter telefontjans og lader som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør.

Men er det ikke Dem, jeg lige har talt med for en uge siden? spørger Markovic rimeligt nok. Nej, det er det ikke, kan man sandfærdigt svare, det er måske min kollega? Et interview om politik og filosofi? Nej, i hvert fald ikke om politik. – det kan jo ikke gå dårligere end det går, og før der er godt nyt, er der intet at tale om. Jamen så et interview om filosofi da, om udviklingen i Deres tænkning? Det går an. Tøvende indbyder Markovic os til et besøg i den pragtfulde villa med udsigt ud over Sava-floden i forstaden Senjak, i nabogaden til Milosevic’ tidligere residens.

Det er et ladet øjeblik. Mange af de intellektuelle, vi har talt med i Eks-Jugoslavien, har med varme eller raseri eller både-og i forskellige blandingsforhold hæget om deres forhold til Markovic, manden, som en hel generation så op til i 60’erne for hans “humanistiske”, venstremarxistiske kritik af Tito, men som ifølge Sonja Biserko reelt var mere stalinistisk end Tito selv. Også Djindjic var Markovic-elev og kom siden til Frankfurt hvor han studerede hos Habermas og skrev ph.d. hos Habermas-eleven Albrecht Wellmer. Måske derfor fik Djindjic redskaber til siden at kritisere PRAXIS-filosofien som en “revolutionens teologi”. Det er værd en passant at opholde sig ved den senere premierministers filosofiske kritik af venstremarxismen. Djindjic hævdede imod PRAXIS’ abstrakte dyrkelse af frigørelse i alle former, at enhver “frigørelse” skulle ses pragmatisk i forhold til konkrete institutionelle strukturer og deres ombygning. PRAXIS’ handicap var, at det var en politisk-antropologisk værdilære, der lagde vægt på bestemte adfærdsformer, snarere end en rationel politisk teori. Tværtimod afviste PRAXIS teoriens gyldighed til fordel for en guddommeliggjort revolutionær mystik, der essentielt var ligelad med realiteten – men med katastrofale følger for den. (Djindjic’ artikel “Praxis-Marxism in its Epoch”, Theoria 1-2, 1988 – refereret efter Ivan Jankovic “Political-philosophy Essay: Praxis Odyssey”, Helsinki Charter – No 65-66, June – July 2003). Centralt for PRAXIS stod ideen om “deltagerdemokrati” som modsætning til det borgerlige, repræsentative demokrati, og man kunne derfor hylde Titos idé om selvbestemmelse – omend man kritiserede ham for ikke at have gennemført ligheden tilstrækkelig konsekvent og derved skabt et nyt “rødt bourgeoisi”. Det måtte der derfor gøres oprør mod – og man forestillede sig generelt, at politiske strukturer altid efter en vis tid måtte stivne og derfor kalde på et nyt oprør, hvor masserne selv tiltager sig ret til at bestemme og skabe nye, selvorganiserede strukturer. Lignende ideer om permanente revolutioner er blevet dyrket i venstremarxismen fra Trotskij til Sartre – men det gør jo, som Djindjic også gjorde opmærksom på, teorien åben for at blive begejstret for en hvilken som helst ekstatisk, populistisk massebevægelse, fordi en sådan pr. definition er “deltagerdemokratisk”. Så snart en demonstration går gennem gaderne, ser man selve Revolutionen på march påny. Men er det ikke en teologi – eller en spekulativ religiøs livsfilosofi – at demokrati skulle være at indrette sig på den mindste sitren i gadernes masser? Var det derfor, Milosevic’ “antibureaukratiske revolution” og dens foregiven af at man kunne afskaffe institutioner og bureaukrati som sådan, kunne tiltale PRAXIS? Var det massernes ekstatiske millionopslutning om Milosevics nationalisme sidst i 80’erne i Beograds gader, der fik Markovic til at sluge nationalismen med alle dens konsekvenser – og derved chokere hans måbende internationale venstrefløjspublikum?

Markovic havde allerede med sin deltagelse i affattelsen af Memorandumet arbejdet med på den ny serbiske nationalismes grundlag, men nu meldte han sig, sammen med andre Memorandum-skribenter som Antonije Isakovic og Kosta Mihajlovic, ind som styrende kraft i Milosevic’ socialistparti SPS, efterfølgeren til kommunistpartiet, som han stadig er medlem af. Måske er det en fejlkilde, hvis man hylder en politisk filosofi, hvor behovet står centralt og ikke korrigeres af andre, mindre simple passioner; begær, anerkendelse, indbildningskraft – så må man fejltolke enhver foreliggende massebevægelse som et legitimt behov, der har krav på selvorganiseret tilfredsstillelse?

Da vi træder ind i Mihajlo Markovics kontor, er det som en rejse gennem en tidstunnel. Vi føler os hensat til arbejdsværelser fra studentertiden sidst i halvfjerdserne, komplet med samme interiør og tilnærmelsesvist samme bibliotek. Kontoret har ingen computer, og bogsamlingen præges af venstremarxistiske klassikere. Ernst Bloch, Agnes Heller, Adorno, Marcuse – og selvfølgelig hele striben af det sagnomspundne tidsskrift PRAXIS fra 60’erne. Lidt Heidegger og Foucault mangler ikke, logik og analytisk filosofi heller ikke. Den 80 år gamle Markovic lader vente på sig efter han har vist os ind i sit kontor, han skal passe og medicinere sin syge kone samt brygge kaffe til os. Men da han først er på, falder ethvert forbehold straks, og samtalen glider overraskende ubesværet fra filosofi til politik.

Jens-Martin Eriksen, Frederik Stjernfelt: Omkring 1968 inspirerede De som leder af PRAXIS mange forskellige mennesker, både i Jugoslavien og internationalt.

Mihajlo Markovic: Ja, PRAXIS-gruppen havde stor indflydelse i 60-70-80’erne – idet vi dog hele tiden var under pres fra Tito. Vi blev smidt ud af universitetet i 1975, og da Jugoslaviens tragedie begyndte først i 90’erne kunne PRAXIS-gruppen ikke længere vedblive at eksistere – også på grund af sanktionerne. Der skete en opdeling blandt vore støtter på grund af dæmoniseringen af Serbien – nogle mente, at vi skulle bekæmpe Milosevic her, så PRAXIS opløstes, tidsskriftet findes ikke længere, og den internationale indflydelse er følgelig betragteligt mindre. Vore veje skiltes, nogle blandt os ændrede social position og hyldede forskellige afskygninger af liberalisme i stedet for den demokratiske socialisme, PRAXIS havde stået for. Denne idé vil naturligvis overleve i fremtiden – det er jo de to eneste projekter, der for alvor er blevet stillet op: liberalismen og socialismen. Socialismen var ikke tilstrækkelig demokratisk i begyndelsen, men en eller anden form for demokratisk socialisme vil overleve, og PRAXIS vil blive studeret igen. Deltagerdemokrati og selvorganisering vil overleve – det er kombinationen af frihed og social retfærdighed. PRAXIS-ideen står over for liberalismen, der kun hylder friheden, og er også imod den tidlige socialisme, der kun hyldede ligheden. Sovjetunionen er her det fremmeste eksempel på manglende demokrati, men også i nogen grad Titos Jugoslavien havde autoritære træk. I fremtiden må frihed og lighed kombineres og PRAXIS-filosofien vil igen blive aktuel og studeret igen. Det er en af de muligheder, som menneskeheden har. For øjeblikket er det en meget dårlig tid for den demokratiske socialisme, men mange magter, bl.a. USA, der nu ser enorme ud, vil ophøre med at være så magtfulde i løbet af et par tiår. Både af interne og eksterne grunde.

J-ME, FS: Hvordan ser De på PRAXIS’ ideer om deltagerdemokrati og “self management” (virksomhedsselvstyre) i forhold til centrale emner i det seneste tiårs politiske filosofi, såsom kommunitarisme og civilsamfund?

MM: Disse ideer overlapper hinanden. Kommunitarismen fordrer folks deltagelse, dér hvor de bor eller arbejder. Selvstyrende råd på alle niveauer – lokale institutioner – diskuterende forsamlinger hele vejen op til samfundets top, hvor folk deltager både som borgere og som arbejdere eller producenter – alt dette er aldrig blevet tilstrækkelig artikuleret. PRAXIS opstillede dog et meget detaljeret system for deltagerdemokrati.

J-ME, FS: Hvorved adskiller Deres forståelse af “demokratisk socialisme” sig fra de vestlige socialdemokratier?

MM: Der burde i princippet ikke være den store forskel. Marx og Engels tilhørte jo det tyske socialdemokrati. Så der er en affinitet. Den eneste forskel hidrører fra konflikten mellem socialdemokratier og kommunistpartier efter den russiske revolution – det, der sædvanligvis kaldes kommunisme var en autoritær, statsdyrkende socialisme – og socialdemokratierne sluttede sig sammen imod den i Socialistiske Internationale. Den demokratiske socialisme ville også gerne være medlemmer af Internationalen – men socialdemokratierne bliver nu promoveret af visse konservative kredse i Vesten. Det er et nyt fænomen, så lad mig sige et par ord om det. De kredse fra USA der udgør et af magtens niveauer i dag – de opdager unge, talentfulde venstreorienterede, støtter dem og giver dem scholarships – på en måde så de omhyggeligt opbygger et netværk af sådanne folk – Javier Solana er et eksempel, tidligere generalsekretær for NATO og gud ved hvad – så de er forpligtet til at yde noget for al den støtte de har fået og således ikke længere er uafhængige. USA har faktisk været mindre opmærksomme på deres naturlige konservative allierede end på socialdemokratierne. De “køber” på denne måde “centrum-venstre” folk – der er mange af disse mennesker, der ikke længere værdiger social retfærdighed og solidaritet megen opmærksomhed. Men USA har ikke været lige så interesserede i de konservative – patrioter og nationalister styres ikke fra udlandet, og derfor har USA flere problemer med gaullistiske typer af konservative i dag – se bare til Frankrig! Så i realiteten er Socialdemokratierne og Demokratisk Socialisme ikke det samme, af netop disse grunde. Socialdemokratierne blev pragmatiske for at overleve – man må jo indgå enorme kompromiser for at få succes. Det er den historiske tendens i dag.

J-ME, FS: Kan De skitsere udviklingen i Deres egen tænkning?

MM: Jeg har ikke i det store og hele ændret mine grundlæggende ideer, men jeg er kommet til en bedre forståelse af de historiske betingelser. I 60’erne troede jeg, at deltagerdemokrati var en reel mulighed i Jugoslavien, hvor vi kunne øve indflydelse på tilstrækkeligt mange mennesker – vi troede at Jugoslavien officielt bevægede sig i den retning. Nu kan vi se, at det var utopiske ideer, som ikke kan realiseres, men som kan styre den fremtidige udvikling hvor de engang vil kunne implementeres. I dette øjeblik er de utopiske ideer, – og Marx fordømte jo den utopiske socialisme – men utopien udtrykker reelle behov hos folk, der vil kunne realiseres engang i fremtiden, selv om de ikke har gode betingelser i dag, og der kun er en fjern sandsynlighed for, at de vil blive gennemført. Men de er dog ikke fuldstændig uigennemførlige på længere sigt alligevel. Men det er det samme med moralske værdier – selv om de implementeres hver eneste dag i adfærden mellem mennesker, så ville der ikke uden dem kunne eksistere et velorganiseret, stabilt og uegoistisk samfund, men bare en hobbesk alles-krig-mod-alle. Så det moralske ideal er en forudsætning for et ordentligt, stabilt samfund, selv om det i en vis forstand er et utopisk ideal. Ideerne udgør med andre ord en praktisk kraft, en styrke. Godt og ondt er jo altid blandet sammen, både i individer og i samfund – men der er et potentiale for at det gode vil sejre.

J-ME, FS: Så De er gået fra Hegel til Kant, fra at hævde utopien som realisérbar til at se den som blot en regulativ idé?

MM: Ja, man kan sige, at det er regulative ideer – men også Hegel troede jo på fremskridtet. Men nu tror vi ikke mere på, at fremskridtet er uundgåeligt, sådan som jeg troede i 60erne. Vi kan f.eks. begå kollektivt selvmord – som vi var tæt på det under Cubakrisen. Der er en reel risiko for at mennesket forsvinder, og historien kan gå ind i lange recessionsperioder hvor ondskaben vil herske. I 2. Verdenskrig kunne Tyskland f.eks. have stillet sig tilfreds med at dominere Europa og der kunne være fulgt en lang periode domineret af USA, Sovjet, Tyskland og Japan – 4 stormagter i stedet for to. Det ville have været svært for menneskeheden at komme ud af den situation. Så rent teoretisk kunne vi – ligesom hos Orwell – have fået en lang periode af disse magters dominans over alle andre.

J-ME, FS: Ser De globaliseringen som en trussel mod demokratisk socialisme?

MM: I første omgang må man foretage en vigtig sondring i forhold til begrebet globalisering – den udgør et voksende fremskridt i videnskab og kultur. Men dette er kun ét aspekt og må holdes adskilt fra globaliseringens ideologi – som ikke er andet end en ny type dominans, der afløser Hitler-typen af dominans med besættelse og plyndring. Denne nye dominans-ideologi er naturligvis mere sofistikeret. Men det er en dominanstype, der styrer menneskets hjerner ved at udvælge og promovere folk, der betaler tilbage. Den er imod hvad som helst venstreorienteret såvel som imod patriotisme, nationalstat og national suverænitet. Men patriotismen er dog forenelig med universalisme – man elsker sit eget folk og lever op til internationale universelle normer. Men patriotismen er ikke forenelig med globalisme. Globalismen som ideologi fremføres af multinationale virksomheder og hemmelige magtcentre, der fordrer lydighed – Bilderberg-gruppen, den Trilaterale Kommission, The Council for International Relations – der samler efterretningstjenester, hære, bankfolk, forretningsfolk. Selv supermagternes regeringer styres af sådanne organisationer. Denne ideologi er uforenelig med nationalstaterne – ligesom da der var feudalstater, der var forhindringer for moderniseringen og som derfor måtte vige – sådan forsøger de i hvert fald at fremstille situationen. Men de, der taler sådan, drømmer ikke engang om at opgive deres egen nationale suverænitet! USA’s nationale interesser, Englands suverænitet. Det er det samme, når man kræver menneskerettighederne overholdt – undtagen for sine allierede. Men selvfølgelig skal alle straffes for menneskerettighedsovertrædelser – vi kan ikke have dobbeltmoralske holdninger.

J-ME, FS: Så De ser sammenstødet mellem NATO og USA på den ene side og Jugoslavien på den anden i dette mønster?

MM: Der er to forskellige konflikter her: 1) USA kommer i konflikt med sine fremtidige ofre én for én: Jugoslavien og Serbien er et eksempel. Det drejer sig om kontrol over ressourcerige områder i Asien: Mellemøsten, det kaspiske område, senere bliver det Sibirien. Vi lever jo tæt på vores oliereservers ophør, de vil forsvinde inden for de næste 100 år, så det er sidste chance for at sikre sig ressourcerige områder og på dette område udfoldes der store bestræbelser. Zbigniew Brzezinski siger, at det kaspiske område bliver centralt: USA, Rusland og Kina konkurrerer om det, lokalt også Tyrkiet og Iran. Det er på disse præmisser man må fortolke begivenhederne her. Det er derfor, det er nødvendigt at få kontrol med Balkan – det er et gennemgangsområde for tropper mod øst og olie mod vest. Derfor kræver USA lydighed af alle lande i det område. Men Serbien har stået imod, ligesom vi tidligere har gjort det mod østrig-Ungarn, mod Hitler-Tyskland, mod den Røde Hær – og nu mod USA. Uanset at Milosevic forsøgte at være så pragmatisk som muligt, så kunne han ikke give for mange indrømmelser angående Kosovo. Så det var den grundlæggende årsag til konflikten. De – og også Tyskland og Vatikanet – opfordrede folk inden for Jugoslavien – kroater, slovenere – til oprør. I Bosnien var der tre folk, der var helt blandet sammen, og det var klart fra begyndelsen, at en konflikt dér ville resultere i en meget blodig borgerkrig. Cutilheiro-planen forsøgte at løse det med både Karadzic, Izetbegovic og kroaterne: 1) Bosnien skulle stå uden for Jugoslavien, 2) landet skulle bestå af tre uafhængige nationer, 3) det skulle opdeles i kantoner med magten til flertallet i den givne kanton. Izetbegovic skrev under, Zimmerman [den amerikanske ambassadør i Jugoslavien Warren Zimmerman] spurgte ham hvorfor, Izetbegovic svarede han ikke kunne lide forslaget, men følte han måtte skrive under – hvorefter Zimmerman pressede ham til at trække sin signatur tilbage. Desuden tilføjede han, at muslimer ville ofre freden for uafhængigheden. Disse ting er ikke tilstrækkelig kendt. Det var Izetbegovic, der udløste krigen i Bosnien fordi han brød aftalen! USA ønskede at opløse nationen i regioner, der så kunne globaliseres. Men en nation med ét sprog og fælles erfaring i fortiden, sådan et samfund kunne godt blive en del af et større fællesskab – men hvis man vil forsøge at undertrykke det, som USA med globaliseringens hegemonisme-ideologi forsøger, så kommer den hårdeste modstand fra sådan et nationalt fællesskab. Og på grund af denne modstand fordømmes national suverænitet. I 1990 var jeg til et møde i Washington, og diplomater sagde til mig: Jugoslavien behøves ikke længere, sådan som vi behøvede jer under den kolde krig – nu kunne det opløses og tilfredsstille østrig, Tyskland, Vatikanet. Og tillige kunne opløsningen af Jugoslavien tjene globaliserings-ideologien. Men faktisk tøvede USA nogen tid med at tage endelig stilling – først efter Tyskland havde anerkendt Slovenien og Kroatien som uafhængige stater. USA antog, det ville være lettere at ødelægge socialismen og styrte Milosevic i Jugoslavien end i Serbien. Dengang havde han støtte blandt flertallet hér. De troede Jugoslavien kunne overleve – men skiftede position med anerkendelsen af Bosnien i april 1992, en af de vigtige grunde til krig idet de dermed valgte at støtte de bosniske muslimer. Resten af Jugoslavien var en mulig stat, vi havde en forfatning (fra 1974), med alle republikkerne som suveræne stater i en konføderation, hvor alle beslutninger skulle tages i enighed blandt alle de 6 republikker og to regioner. Hver republik havde sin økonomi med mere handel ud af Jugoslavien end inden for det – intet land kunne overleve sådan en forfatning! Så jeg troede, at Serbien plus Montenegro plus Makedonien kunne udgøre en overlevende stat og undgå krig.

J-ME, FS: Hvorfor var Bosnien uacceptabelt for de bosniske serbere?

MM: Karadzic underskrev jo Cutilheiro-planen, ifølge hvilken Bosnien trådte ud af Jugoslavien. Så det enkle faktum om udtrædelse af Jugoslavien ville blive accepteret. Men det er som i alle ægteskaber – skilsmisse kræver løsning af spørgsmålet om børn og ejendom – serberne skulle være en ligeberettiget nation sammen med muslimer og kroater, og i de kantoner hvor de havde flertal ville de have magten – men de ville ikke acceptere en voldelig udtræden, uden at deres rettigheder blev anerkendt. Er man ét af tre folk eller er man en minoritet? Serberne ville blive en minoritet i et uafhængigt Bosnien hvis det stod til Izetbegovic. Længe var serberne flertallet i Bosnien, men nu var der 2 millioner muslimer og 1,5 millioner serbere. Herudover må I kende den Islamiske Deklaration, der viser Izetbegovics hensigter.

J-ME, FS: Vi har læst den.

MM: Så ved I at han dér propagerer for en islam, der ikke tror på demokratiet og fordrer en islamisk stat hvor muslimer er i flertal. Serberne har jo omfattende erfaring med muslimsk overherredømme fra tyrkerne. Bosniakkerne er ikke tyrker, de er by-slaver, handelsfolk, der blev muslimer, fordi de ikke ville være raia, folk uden rettigheder, og derfor indgik de religiøse kompromiser med sultanatet. Især i et område med en vigtig middelalderlig stat – Bosnien – der endda var i konkurrence med Serbien, var bogumilerne, der omvendte sig til islam, serbere.

J-ME, FS: Så nationsbegrebet spiller nu en større rolle for Dem end det gjorde i 60’erne?

MM: Ja, på det område er der sket en ændring i min tænkning. Jeg har indset patriotismen som faktum, som reel politisk kraft. PRAXIS var et universalistisk, kosmopolitisk tidsskrift. Vi forstod allerede i de tidlige 70’ere, at kroaterne ville ud af Jugoslavien, hvilket vi accepterede, men det var sværere at forstå, hvorfor de mindre nationer ønskede det. Da Makedonien ville løsrive sig, blev det også accepteret. Izetbegovic havde sine politiske mål, og kæmpede for en udtræden, fordi han ønskede den krig, hvor serberne også viste negative egenskaber. Hvor kommer disse egenskaber fra? Antropologen Jovan Cvijic skrev om den “dinariske” etniske type i de sydlige bjergegne – det er en type med en enorm vilje til uafhængighed – et beredskab til at overreagere på trusler mod uafhængigheden. Og det på en umådelig voldelig måde.

J-ME, FS: Så De skriver de massakrer, de bosniske serbere begik, på den konto?

MM: Ja. Det er den eneste måde jeg kan forklare det på. Mange vidste det. Muslimerne vidste det også. Hvis de fyrede 2-3 granater af, så fik de 20 tilbage. Man kan sige der var tale om en slags overdreven gengældelse, men man må tilføje med en følelse af retfærdighed! Det er intelligente, fantasirige folk, der ikke kan arbejde ret meget, fordi der ingen marker er i bjergene, så de har ingen gode arbejdsvaner, de afslutter aldrig noget arbejde, giver andre skylden for deres egen dovenskab og dårlige arbejdsmoral. De har en vis bitterhed, som også kan udtrykkes i voldelige konflikter som dem vi kender fra 90’erne.

J-ME, FS: Hvordan var Deres delagtighed i det berømte Memorandum?

MM: Det “berømte Memorandum”, som De siger, blev skrevet – ikke afsluttet – i 1985, først af alt som resultat af den antagelse, at økonomien var i meget dårlig stand – det skyldtes den politiske udvikling efter 1974-forfatningen. Der var en gruppe af de bedste økonomer i Akademiet, der skrev om dette – og så var der en politisk del, hvori jeg deltog og udtrykte principperne for god opbygning af staten, idet jeg for det meste anvendte principper, der er anerkendt af den vestlige intelligentsia (menneskerettigheder osv.) – og den anden part om nationalitetsspørgsmålet. Republikken Serbien havde jo to autonome regioner – Vojvodina og Kosovo – men hvad med den tredje del af Serbien, der slet ikke var organiseret og ikke havde eget parlament? Så serbiske anliggender blev bestemt også af Vojvodina og Kosovo – men deres anliggender var serberne ikke med til at bestemme. På det tidspunkt hvor forfatningen blev vedtaget – 1974 – antog Tito, at serberne udgjorde den værste trussel for Jugoslavien. Men der var jo et 7-1 flertal mod serberne i præsidentrådet, og selv om hver republik skulle stille en premierminister på skift, så stemte alle mod serberen Ivan Stambolic, da det var hans tur. Der var også prispolitiske problemer – forskellen mellem priserne på råvarer (fra Serbien) og forarbejdede produkter (fra Slovenien og Kroatien) var større end internationalt. Der var en fond med hjælp til udviklingsområder, med tre kategorier, høj, gennemsnitlig og lav. Serbien lå kun lidt under gennemsnittet og fik derfor ikke støtte, så selv underudviklede dele af Serbien måtte være med til at betale til fonden, mere end Slovenien og Kroatien. Vi var universalister og kosmopolitter i 60’erne, men nu måtte vi indrømme at sådanne ting ikke var retfærdige. Alligevel findes der ikke i Memorandum passager, hvor man kræver serbisk dominans.

J-ME, FS: Men der var dog andre i PRAXIS-gruppen, som antog andre positioner forskellige fra de holdninger, som udtrykkes i Memorandum. De nævnte selv i begyndelsen af vores samtale, at gruppen blev delt. Golubovic, Popov, Jaksic gik f.eks. andre veje.

MM: Jaksic var slet ikke med i PRAXIS! Han påstår det ganske vist, men det er ikke sandt. Han havde sympatier, men han var ikke med i gruppen. Man kan karakterisere ham som en mondialist, en kosmopolitisk tænker, som ikke anerkender eksistensen af national følelse eller national identitet. En person, som er meget kritisk over for PRAXIS og som var meget kritisk over for Serbien dengang. Han har dog så afgjort andre synspunkter end jeg har, det er jeg ganske klar over. Ligeledes Zagorka Golubovic, hun har også bevæget sig bort fra mine positioner. Men det er anderledes med hende. Hun har altid været en meget overbevist kommunist i den betydning, at hun altid har understreget vigtigheden af internationalisme. Og ud fra denne position har hun altid anset enhver patriotisk tilkendegivelse som fjendtlig. Så hun har så at sige altid været yderliggående i den retning. Hun har altid undervurderet den rolle, som den nationale interesse spiller. Vi talte tidligere om, at det nationale fællesskab er et naturligt fællesskab. Man taler samme sprog, man har en fælles historie og en fælles arv osv. – alt dette er foreneligt med en universel indstilling. Men ikke for Golubovic. For hende var sammenblandingen mellem det nationale og socialisme ren og skær nazisme. Nationalsocialisme. Man burde dog kunne bruge disse termer sammen, men naturligvis er det umuligt pga. at det var navnet på Hitlers parti. Zagorka Golubovic var altid meget kategorisk på dette område og affejede alle hensyn til det nationale spørgsmål som ren og skær nazisme. Deri var vi altid uenige. For hende var det ikke engang et spørgsmål om at finde en balance mellem nationalisme og internationalisme. Vi stødte sammen på dette punkt allerede i 1978.

J-ME, FS: Men der er dele af Memorandumet, især i den sidste del, der er stærkt nationalistiske.

MM: Har I nogle specifikke afsnit i tankerne? Hvad er det, som I kalder “stærkt nationalistisk”? Kunne vi kigge på teksten?

J-ME, FS: Den sætning, der lyder: “Etableringen af det serbiske folks fuldstændige nationale og kulturelle integritet, uanset hvilken republik eller provins de måtte leve i, er deres historiske og demokratiske ret.”

MM: Men “integritet” henviser til kulturelle bånd mellem serbere. Der kunne jo bo serbere andre steder, f.eks. Ungarn og Rumænien, der var serbiske samtidig med at de havde pligterne i deres statsborgerskab. Så det henviser til at man er åndeligt, etnisk, nationalt del af en helhed, hvor end man bor. Men det henviser kun til det kulturelle. Ligesom man i USA har italienske festivaler og sammenkomster og lignende hvor man celebrerer det italienske sprog og den italienske kultur. Hvorfor skulle man ikke som nationalt mindretal have denne ret? Det drejer sig kun om kulturelle rettigheder, ikke andet. Det samme med grækere og irere i USA. Der er ingen problemer deri, ikke så længe man begrænser det til det kulturelle.

J-ME, FS: Men mange har læst sætningen som et krav om territorial integritet. Men det er måske en fejlfortolkning?

MM: Så afgjort! Nej, del af en helhed, kun kulturelt, kun det, intet andet, ikke politisk integritet. Integreret betyder jo at være en del af noget større, men her er det ikke i en politisk betydning, en territorial betydning.

J-ME, FS: I almindelig politologisk terminologi på engelsk kan begrebet “integrity” – som er det ord Akademiets egen engelske version anvender – henvise til territorial integritet.

MM: Men det er en fejlfortolkning når vi taler om Memorandum. Ungarerne i Vovjvodina har jo også ret til at udtrykke sig som ungarere, ikke som serbere, politisk talt. Men de er jo dog borgere i Serbien. Og de må være loyale mod Serbien.

J-ME, FS: Så de, der har læst det anderledes, har altså misforstået Memorandumet? Det refererer ifølge Dem udelukkende til, at serberne i Krajina og serberne i Bosnien osv. har retten til kollektivt at udtrykke deres serbiske identitet?

MM: Ja, fuldstændigt rigtigt. Amerikanerne accepterer ingen kollektive rettigheder – det gør vi, det er derfor vi har denne kollektive, kulturelle ret til at høre til der, hvor vi kommer fra. Krajina-serberne accepterede desværre ikke det, de ønskede også politisk autonomi. Der var en særlig lingvistisk mekanisme, der blev brugt til ikke at anerkende kulturelle rettigheder under Tito. Han skelnede mellem “narodni” (ca. lig med nation) og “narodnosti” (ca. lig med minoritet). Narodnosti havde alle former for rettigheder, det var f.eks. italienere og ungarere i Jugoslavien. Narodni var de “konstitutive nationer”, serbere, kroater osv. – de havde ingen rettigheder, hvis de ikke boede i deres egen republik, for det blev bedømt som nationalisme, hvis f.eks. en serber holdt foredrag i Krajina. Det virker ganske vist ikke seriøst i dag, men sådan var situationen.

Vi må renoncere på at komme videre i vores fælles tekstanalyse med filosoffen Mihajlo Markovic på denne smukke sensommerformiddag i hans villa. Han har tilsyneladende lagt sig fast på en fortolkning af det mest prekære sted i Memorandumet, og det må være op til læserens vurdering, om hvorvidt der er tale om en oprigtig gengivelse af den oprindelige mening med teksten – eller om en historisk revision af fortolkningen i lyset af det kaos som den nationalistiske revolution indvarslede med implementeringen af Memorandumets nationalistiske krav. Vi tager afsked med professoren ude ved havelågen, og da vi står der i solen, vrimler det med katte inde fra haven. En særegen tanke kan slå én ved disse sammenfald – den næsten rørende, gamle mand i sit livs aften, kattene, villaen i forstaden og den frygtelige viden om den berusende tanke han har været med til at sætte i verden. Hvor er det man har dette billede fra? Céline i sit hus i Meudon efter han var blevet dømt for sin antisemitisme under den nazistiske besættelse. Den franske forfatter rablede videre til det sidste i en både genial og steril blanding af tragisk menneskelig erkendelse og simpel gentagelse fra sine store værker. Associationen må kalde på en eller anden form for eftertanke. Vi må med andre ord spørge os selv hvorfor vi er her på denne sollyse formiddag med udsigt ned til floden. Er det for nekrofilt at opsøge et menneske med den hensigt at få det til at indrømme alt under en samtale på et par timer, at opløse sit liv som én stor spekulativ forvildelse og kronet med en ubegribelig forførerisk forbrydelse? Det er i så fald ikke en tapperhed, man har lyst til at blive æret for.

Vi iler bort fra Mihajlo Markovic og ud til hovedgaden i forstaden, hvor vi hurtigt får prajet en taxi. Efter et par års venten vil tilfældet, at vi den selvsamme dag har fået foretræde for to af Memorandumets hovedforfattere, først Markovic og nu historikeren Vasilije Krestic. Næste audiens som skal tjene den fortsatte tekstanalyse foregår ti minutter senere inde i Det Serbiske Kunst- og Videnskabsakademi på byens hovedstrøg.

Vasilije Krestic har heller ikke været nem at få fat på. I vort offentlige skænderi med slavisten Per Jacobsen, der forsvarer Akademiets Memorandum, har han henvist til, hvorfor vi ikke bare opsøgte Vasilije Krestic og fik ham til at forklare os hvad han egentlig mente? Det udtrykker en enfoldig opfattelse af tekster og deres virkningshistorie. Hvis Memorandumet både nationalt og internationalt blev læst som en stærkt nationalistisk tekst, så er denne virkning et historisk faktum, uanset hvad forfatteren selv måtte mene at ville udtrykke. Man kan naturligvis ikke udelukke, at han har følt sig misforstået – lige så lidt som man kan udelukke en interesse i at udlægge teksten på en anden måde end den oprindeligt intenderede i lyset af de faktiske resultater, den har afstedkommet. Men under alle omstændigheder vil det være interessant at tale med Krestic, der også ifølge Olivera Milosavljevics forskning er den, der har forfattet de mest nationalistiske passager af teksten, og som i dag forsvarer en spirituel opfattelse af serbiskhed baseret på de ortodokse bisper Justin Popovic (1894-1979) og Nikolaj Velimirovic (1881-1956). Krestic er også en ledende skikkelse i “Foreningen til beskyttelse af retfærdigheden mod Haag-domstolen”, der forsøger sig med en legalistisk argumentation mod domstolen: FNs sikkerhedsråd er udøvende, ikke lovgivende, og har ikke bemyndigelse til nedsættelse af domstole uden vedtagelse i FNs generalforsamling. Længere bagude var Krestic med til at danne en nationalistisk opinion i Serbien, da han i 1986 skrev en artikerl om folkemordet mod serbere i Kroatien under 2. Verdenskrig (Dragonic-Soso 2002, s. 112).

Her præsenterede han ikke Usasa-staten som den ansvarlige, men henviste til dybere årsager i Kroatien tilbage til 15-1600-tallet og krævede at folkemords-ideen tidligt lå i det kroatiske samfund – et synspunkt han senere uddybede i Through Genocide to a Greater Croatia i 1998.

Krestic tager imod i sit store mørke kontor i Det Serbiske Kunst- og Videnskabsakademi og bærer jakken som en slængkappe over skuldrene. Vi præsenterer vort ærinde og beder ham først præsentere sin aktuelle forskning.

Vasilije Krestic: Jeg har skrevet mange bøger om Serbien og Kroatien, f.eks. Why Genocide? (Hvorfor folkemord?) på engelsk. Hele to bøger om serbisk-kroatiske forbindelser i Jugoslavien, serbere og kroater i politik, kultur og litteratur. Jeg forbereder en ny udgave af min bog om Memorandumet sammen med Kosta Mihajlovic.

Jens-Martin Eriksen, Frederik Stjernfelt: Ser De den bosniske krig som resultat af spændingsfeltet mellem kroater og serbere?

VK: Det får I svaret på i min nye bog. Den kroatiske historiske og statsretslige baggrund for krigen. Den går tilbage til striden mellem Ungarn og dets minoriteter, herunder kroaterne. Ungarn ville lige siden den illyriske tid have, at alle dets indbyggere skulle være ungarere, og en sådan politik overtog kroaterne. De krævede, at alle indbyggere i Kroatien skulle være kroater – uanset hvilken etnicitet de havde – serbisk, tysk, jødisk. Og serberne i Kroatien ville ikke være kroater – kroaterne ville kalde dem “ortodokse kroater”. Denne ideologi har rødder i det feudale system og dets idé om, at alle indbyggere i et område skulle følge fyrstens religion, efter princippet cujus regio – ejus religio. Alle kroater skulle være katolske kroater, og denne ideologi affødte store problemer. Af biskop Josip Strossmayrs brevveksling med kardinal Vincent Vanutelli i 1880’erne ser man allerede, at han var en storkroatisk nationalist. Bosnien og Hercegovina skulle blive kroatisk med hjælp fra Wien og Paven. Jeg har skrevet en bog om Strossmayr. Alle kroatiske politiske partier – også i vor tid – baserer sig på en sådan politik, og det er grunden til alt hvad der foregik i krigen mellem Serbien og Kroatien i 1991. Kroatien havde ikke haft nogen egen stat siden 1102 og ville nu grundlægge én. De gjorde alt hvad der var muligt for at skaffe sig en uafhængig stat. De ville ikke leve sammen med serbere.

J-ME, FS: Hvor skulle grænsen for dette Storkroatien gå? Ved floderne Drina, Bosna, Una?

VK: Vi har netop haft et symposium her i Akademiet om den storserbiske idé. Og det viste, at ideen om et Storkroatien er temmelig gammel. Det omfattede Slavonien, hele Bosnien og Hercegovina, Montenegro opfattet som Røde-Kroatien – og også Sandzak! Disse områder blev krævet af politikeren Eugen Kvaternik over Strossmayr og lige frem til Franjo Tudjman. Det uafhængige Kroatien under Ustasa var det bedste Kroatien, siger mange i Kroatien stadigvæk – men de vil have et endnu større territorium. Derimod er det meget sjældent at finde ideer om Storserbien. Kvaternik taler om enorme områder som kroatiske: “fra Alperne til Prokletion i Albanien. Vi kroater kender vore faner!” Det kunne naturligvis eksplodere. De har arbejdet for Storkroatien siden det 16. århundrede!

J-ME, FS: Hvad var muslimernes rolle?

VK: En del af dem skulle blive i Kroatien som kroater. Ante Starcevic [en af den kroatiske nationalismes fædre] kaldte dem “Kroatiens blomst”. Men en større del skulle være serbere. Og mange muslimer har skrevet som serbere, f.eks. Mesa Selimovic og Osman Karabegovic. Mange muslimer opgav sig som serbere i 60’ernes folketællinger. Det opdagede Tito og Edvard Kardelj og opfandt derfor en helt ny, muslimsk nationalitet. Om dette problem havde Selimovic allerede skrevet – han vidste, at hans fader og bedstefædre var serbere og bare var konverteret til islam.

J-ME, FS: Lad os belyse nogle aktuelle aspekter ved konflikterne fra 1990’erne. Hvorfor mener De, som historiker, at den serbiske hær ikke kæmpede mod kroaternes “Operation Storm” imod serbisk Krajina i 1995, men forholdt sig passiv?

VK: Det var under Milosevic. Det kan jeg ikke sige. Jeg var med i 1991 i to måneder som ekspert i Paris og Haag med Milan Babic og andre folk fra de serbiske områder i Krajina. Denne delegation fik af de internationale ambassadører tilbuddet om en meget bred autonomi, omfattende skole, retsvæsen, politi – men Babic krævede en uafhængig Krajina-serbisk stat – det var en meget dårlig vision, han havde ingen viden om problemerne. Men Milosevic ville støtte Europa i alting på dette tidspunkt. Jeg forstår ikke, hvad Milosevic ville dengang. Der var megen korruption. Jeg er ikke sikker, men jeg tror Krajina-serberne blev ofre for ham. Hvorfor ved jeg ikke. Det var en meget dårlig økonomisk situation – der var stor desperation og angst for en ny Ustasa-aggression mod Serbien. Da Kroatien fik sit nye flag udløste det stor angst i Serbien, og da de i december 1990 skiftede forfatning blev det klart, at serberne ikke var nogen konstitutiv nation men bare en minoritet i Kroatien, og krigen begyndte. Det husker jeg. Serberne ville ikke være minoritet – de havde altid kæmpet for anerkendelse som uafhængig befolkningsgruppe i Kroatien. Men Tudjman ville have krig. Han sagde i Berlin: når jeg bliver præsident i Kroatien, så vil Krajina blive rødt af serbisk blod.

J-ME, FS: Hvorfor mislykkedes de moderate muslimer Filipovic’ og Zulfikarpasic’ aftale med serberne om et Bosnien inden for Jugoslavien?

VK: Det var et smukt forsøg, den aftale, men jeg har ingen kilder til omstændighederne. Men ved I ikke, at vore jugoslaviske problemer alle har årsager af denne slags – der er meget vigtige internationale faktorer på forskellige sider – Tyskland, USA. Det kommer ovenfra. Vores folk i Beograd, Zagreb og Sarajevo vidste dengang ikke klart, hvad de ville. Kroaterne ville have et Kroatien uden serbere. Her til morgen udtalte en mand fra Helsinki Watch, at der nu kun lever 4 % serbere dér (mod 30 % før 2. Verdenskrig). Hvad er konklusionen? Ingen serbere i Kroatien. Der er et stort pres mod kroatiske serbere for at få dem til at skifte religion eller udvandre – det gamle mål. Alt om dette problem kan I finde i min bog.

J-ME, FS: Udløste den serbisk-kroatiske spænding krigen i Bosnien?

VK: Det spillede en stor rolle. Der er intet nyt i det. Rødderne ligger i 2. Verdenskrig, i Ustasa-staten. Der var omfattende ødelæggelser og menneskelige ofre i 2. Verdenskrig, i f.eks. Bihac, Srebrenica, Rogotica og i Slavonien. Og I må regne med, at mange Ustasaer også var muslimer – der var en “ragia division” – en djævledivision.

J-ME, FS: Men så fulgte dog 50 års relativ fred.

VK: Ja, relativ. Tito ville ikke tale om de serbiske ofre i 2. Verdenskrig – og de udgjorde flertallet af ofre. Disse mange menneskers død ville Tito ikke tillade blev beskrevet. Glem alt, sagde han. Det var ikke muligt. Mange grave og lejre – f.eks. Jasenovac – blev forseglet med beton. Tænk på min kollega Milorad Ekmecic; der var 40 ofre i hans familie. Det er ikke så let at glemme. Tito grundlagde jo Jugoslavien under mottoet “Broderskab og enhed”. Det blev senere bare til “Sameksistens”. Jeg skrev engang en tekst i tidsskriftet Knjizevine Novine under titlen “Om oprindelsen til folkemord i Kroatien”, og det gav mig store problemer. Hvorfor var der så store ofre, hvem skabte dette had? Det ville jeg undersøge – men alle aviser, radio, tv angreb mig for at pege på det, så sent som i september 1986!

J-ME, FS: Hvad var Memorandumets rolle i denne nye nationalisme?

VK: Læs teksten.

J-ME, FS: Det har vi gjort.

VK: Det var en meget vanskelig økonomisk, national og kulturel situation – der var mord på serbere i Kosovo og Metohija – og den serbiske regering gjorde intet. Så vi kæmpede mod kommunistpartiet for at komme af med deres system – og for at komme af med de autonome regioner – vi havde jo tre stater i én stat. Vi ville have et føderativt Jugoslavien med alle seks republikker. Det er ikke nationalisme. Det er en stor og fejlagtig konstruktion at sige det. I 1986 havde Akademiet 100-års fødselsdag – alle folkene fra de vestlige ambassader kom her og støttede os fordi vi var mod kommunisterne – alle de fine biler kom kørende herhen fra ambassaderne – men senere besluttede de sig for, at Memorandumet var det der antændte nationalismen. Men hvem smuglede Memorandumet ud af Akademiet? Der var 16 personer i komitéen, og vi bad forskellige andre akademimedlemmer om at læse og kommentere det for at forbedre det. En af dem var Jovan Djordjevic – under Tito og Kardelj var han en af bagmændene bag forfatningerne – og han gav sit eksemplar til indenrigsminister Slavko Zecevic, og han gav det til den kroatiske minister Ivan Miskovic, der gav det til Stipe Suvar, der skrev en hvidbog over alle antikommunistiske dissidenter. Han sendte det videre til præsident Ivan Stambolic: se her hvad der sker! Han gav det til sin onkel Petar Stambolic, og han gav grønt lys for kampagnen mod Memorandumet i Berbien, og så kom hovedkampagnen mod Memorandumet i Kroatien. Heller ikke i Serbien ville man forstå dokumentet – det blev misforstået som et nyt program for et nyt parti – som et antikommunistisk program. Det er min beretning om det – en autentisk beretning. Jeg beder jer, hvis I vil være videnskabsmænd, være objektive, så må I læse denne tekst med tålmodighed: findes der nationalisme i den eller ej? Vi ville holde sammen på Jugoslavien. Det var Slovenien, Kroatien og Kosovo og Metohija, der ikke ville.

J-ME, FS: Inspirerede Memorandumet Milosevic?

VK: Nej, han var her kun en eneste gang i Akademiet. Han ville ikke komme her! Vi skrev Memorandumet helt frit – alle vidste, at vi forberedte en tekst. Men ikke regeringen. Draza Markovic skrev ellers et par år forinden hvidbogen “Om Serbiens status i Jugoslavien” for regeringen! Da jeg som nyt akademimedlem ville skabe en kommission for udforskningen af den serbiske historie i Kroatien, så blev alle akademimedlemmerne bange for mit forslag. Det måtte kun kroater skrive om. Det var en dårlig situation.

J-ME, FS: Hvad mente De med “integritet” i den berømte sætning i Memorandumet, hvor man kræver fuld national og kulturel integritet for serberne, uanset hvilken republik eller provins de bor i?

VK: Det stod meget dårligt til med serbere i Kroatien og Bosnien. De havde ikke eget kyrillisk alfabet, egen skole, egen kirke – og især i Kroatien kunne de ikke få arbejde, især ikke i intellektuelle kredse, og måtte flygte. Serberne havde ingen institutioner. Den kroatiske regering havde lukket dem. F.eks. fik Ustasa-områderne i Kroatien alt nødvendigt, fabrikker osv., men serbiske landsbyer fik det ikke. Det var diskrimination. Dusan Brkic, en serbisk politiker, der ville hjælpe, måtte ikke tale.

J-ME, FS: Det blev læst som “territorial integritet”.

VK: Det var intet Storserbien. Find det i teksten, og jeg betaler jer hvad det skal være!

J-ME, FS: Men hvorfra kom den serbiske nationalisme så?

VK: Fra den store undertrykkelse af serbiske udtryk på alle områder. I hele områder af Serbien var man undertrykt af Tito. Så kom Milosevic og repræsenterede et nyt håb om liberalisering. Alle ville være fri for Stambolic og hans kreds! Det er et gammelt problem fra Komintern-tiden. Nu forsvarer Vesten den etniske udrensning af serbere i Kosovo og Metohija. Tito ville jo være en stor præsident over en hel Balkan-føderation – derfor havde han ikke tilladt de serbiske flygtninge fra Kosovo at vende tilbage.

Vasilije Krestic skruer op for stemmen, idet han fortsætter:

VK: Men disse yderst primitive, stærkt aggressive elementer fra Albanien, de kunne indvandre i Kosovo uden at have statsborgerskab. På det kommunistiske universitet i Pristina kom lærerne fra forskellige madrasaer [koranskoler]. Ved I hvilken grad af had, der udfoldede sig dér? På Titos tid brækkede en professor i pædiatri benene på et serbisk barn, for at det ikke skulle kunne blive soldat!

J-ME, FS: Men hvad skyldtes de serbiske massakrer i Bosnien?

VK: Et gammelt problem. Siden den første serbiske opstand i 1804 har alle krige udspillet sig mellem serbere og muslimer. Det var ikke tyrkiske soldater fra Lilleasien der kæmpede for tyrkerne her, men muslimer her fra landet – så striden daterer sig tilbage til gammel tid. Jeg har været sammen med Milosevic, og han tilbød mig en plads i sin regering. Jeg sagde nej tak og tilføjede “Ser De, hvor vort samfund går hen? Hvis vi skal være sammen med muslimerne så bliver vi store fjender. Vi hader muslimer af historiske grunde! Vi spadserer som ved tyrkiske grave.” Milosevic: “De må vide, at de er serbere.” Jeg: “Men de vil ikke være serbere.” Det er et historisk had. Den muslimske aggression er meget stærk – og støttet finansielt og våbenmæssigt, både moralsk og med folk fra islamiske stater. Muslimerne identificerer sig med religionen, ikke nationen.

J-ME, FS: Men historisk had behøver vel ikke vare evigt. Danmark og Sverige har et gammelt historisk had med blodbade, etnisk udrensning og det hele, men det er nu forsvundet og bliver kun erindret som noget nærmest forhistorisk.

VK: Mine herrer, her er det blevet fornyet de sidste 200 år! Den første og anden serbiske opstand, den første og anden Balkankrig, første og anden Verdenskrig – det er ikke muligt at undertrykke det så let! Jeg ville være glad hvis det blev det – jeg er fra Vojvodina. Men det ligger i vore folkeviser, de handler om dette had. Det er svært at glemme.

J-ME, FS: Hvad er Deres politiske orientering? Vel ikke SPS som visse andre Memorandum-skribenter?

VK: Jeg har ingen ambitioner i politik. Antonije Isakovic [Akademiets vicepræsident] gik ind i SPS, Milosevic’ socialistparti, som partisan. Da Vuk Draskovic var dukket op med sine tjetnikker, ville Isakovic kæmpe mod disse ny tjetnikker. Mihajlo Markovic har altid stået til venstre. Det gjorde jeg ikke, jeg var ikke kommunist, og da Milosevic ville hverve mig til politiske hverv som berømt professor, vægrede jeg mig. I dag som dengang siger jeg ofte, hvad jeg mener – f.eks. er der nu en folkebevægelse anført af Svetozar Miletic mod separatistiske tendenser i Vojvodina, som jeg støtter. Jeg kæmper for Serbiens integritet!

J-ME, FS: Hvordan ser De Serbiens forhold til Europa?

VK: Det er en meget vanskelig situation. Jeg var utilfreds med Milosevic, men også med den nye regering. DOS er folk uden viden, uden moralsk integritet, uden vision. De intereserer sig kun for hvad der ophidser det såkaldte Europa og især USA. De har ingen uafhængighed. Europa og Amerika udøver et stærkt pres på Serbien – men de har forskellige kriterier for Serbien og for de andre eks-jugoslaviske nationer i Haag. Her til morgen sagde Carla del Ponte, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser for at føre sager mod shqiptarerne [shqiptar er det albanske ord for “albaner” og bruges i Serbien som skældsord]. Det er jo umuligt. Kroatien har lavet den største etniske udrensning og bragt den serbiske befolkningsandel ned fra 12 % til 4 %, hvem er de ansvarlige for det? Her i Serbien var der ingen etnisk udrensning!

Vi takker for samtalen og begynder så småt at pakke udstyret sammen. Men Krestic er nu ophidset og begynder indtrængende at tale videre.

VK: Jeg er ikke sikker på vi har nogen god fremtid – vi taber vor uafhængighed, vor natur og andre ressourcer og bliver måske en koloni i forhold til Amerika. Europa har ingen interesse i os – og er selv bare en drabant i forhold til Amerika. Allerede i morgen kan Europa komme i samme situation som den vi er i i dag! Jeg har ingen illusioner om det såkaldte demokrati. Det er i dag blot et instrument for en helt ny form for besættelse. Hvad er det, der er så vigtigt i Kosovo, og som er grunden til at USA sender soldater dertil? Forskellige naturressourcer og geostrategiske mål. Jeg er ikke optimist. Jeg forventer mig intet af verden af i dag. En skam, at vi ikke har bedre politikere i toppen.

Både forskelle og ligheder er slående mellem Mihajlo Markovic og Vasilije Krestic, bagmændene bag det mest skæbnesvangre politiske dokument i nyere europæisk historie. Den ene er ubetvivleligt en ætling af 1968, en venstremarxist med idealer om et særligt “deltagerdemokrati”, i egen selvforståelse et system der er mere demokratisk end det borgerlige, repræsentative demokrati – den anden en klassisk højrefløjsnationalist med hældning mod klerikale standpunkter og hinsides almindeligt demokratisk sindelag. De er produkter af to vidt forskellige politiske kulturer. Alligevel er resultatet på bundlinjen forstemmende ens: opbakning om nationalsuveræniteten for deres eget folk, ikke bare i almindelig forfatningsretlig forstand, men som basis for udøvelse af nationalistiske krav. Den meget direkte konsekvens af dette måtte blive etniske udrensninger, som fulgte da Milosevic implementerede Memorandumets krav og førte dets politik ud i livet med militære midler – og det ved hjælp af politiske partier i Krajina og Bosnien, der blev grundlagt i selve denne bygning, som vi lige har mødt Krestic i, det serbiske Akademi. De to herrer udtrykker naturligvis ikke eksplicit sådanne holdninger – selv om især Krestic ikke er langt fra, da han er ved at tabe besindelsen – og muligvis også tålmodigheden med os – hen mod interviewets afslutning. De to er slående enige om at forsøge at neddæmpe Memorandumets mest berømte og mest citerede sætning; “The establishment of the Serbian people’s complete national and cultural integrity, regardless of which republic or province they might be living in, is their historical and democratic right.” (“Oprettelsen af det serbiske folks fuldstændige nationale og kulturelle integritet, uanset hvilken republik eller provins de måtte bo i, er deres historiske og demokratiske ret.”) De forsøger at præsentere en fortolkning af denne passus som et mildt krav om retten til at udøve sin kultur. De taler uden om, at der lige før “kulturel integritet” står “fuld national” – der kalder ganske andre og mere radikale sider frem i begrebet om integritet. Et opslag i Websters Dictionary vil vide at integritet kan betyde følgende:

Integrity (Page: 774)

In*teg”ri*ty (?), n. [L. integritas: cf. F. intégrité. See Integer, and cf. Entirety.]

1. The state or quality of being entire or complete; wholeness; entireness; unbroken state; as, the integrity of an empire or territory. Sir T. More.

2. Moral soundness; honesty; freedom from corrupting influence or motive; ‹ used especially with reference to the fulfillment of contracts, the discharge of agencies, trusts, and the like; uprightness; rectitude.

The moral grandeur of independent integrity is the sublimest thing in nature. Buckminster.

Their sober zeal, integrity. and worth. Cowper.

3. Unimpaired, unadulterated, or genuine state; entire correspondence with an original condition; purity.

Language continued long in its purity and integrity. Sir M. Hale

Syn. – Honesty; uprightness; rectitude. See Probity.

Den første betydning af integritet, der nævnes, angår helhed, usplittethed, og det angivne eksempel angår netop territorial integritet: et imperiums eller territoriums integritet. Man kan i hvert fald konstatere, at Akademiet i den engelske version af sin tekst har valgt en term med åbenlyse territoriale konnotationer – men samtidig udtrykt sig således, at man i påkommende fald kan forsøge at bortforklare den mest åbenlyse betydning med mere sofistikerede fortolkninger. Man må da også konstatere, at de ikke ellers har argumenteret mod de storserbiske planer, ja endda direkte for, som Mihajlo Markovic, der så sent som i september 1995 konstaterer: “Serbiens grænser bliver aldrig Krajinas grænser, sådan som man kunne have forventet det i perioden 1991-1995. Men i løbet af få år kunne de blive Republika Srpskas grænser, hvis den igangværende fredsproces og den deling af Bosnien som den sætter i udsigt føres til ende. Med tiden ville konføderationen mellem serberne og Republika Srpska blive omdannet til en forbundsstat.” (Magas og Zanic 231). Her er det blot den beklagelige tilbagetrækning fra et stort Storserbien til et mindre Storserbien, der er Markovic’ anliggende. At angive den oprindelige storserbiske plan ved Krajinas grænser omfatter jo i det mindste hele Bosnien i den storserbiske stat – om ikke mere, eftersom Krajinas grænser også næsten indeslutter det meste af Slavonien og den dalmatiske kyst bag sig, ligesom drømmene om en serbisk grænse langs Virovitica-Karlovac-Karlobag-linjen, der kun ville efterlade 1/3 af Kroatien til kroaterne.

Markovic og Krestic er også slående enige om at bortforklare hele den jugoslaviske misère som en effekt af stærke internationale kræfter med store ressourceinteresser og geostrategiske mål i Serbien. Selv om ingen af dem kan ekspliciterenøjere, hvad det skulle være for nogle mål – og især da hvorfor det internationale samfund givet disse stærke interesser skulle tøve så ufatteligt længe, før det greb ind og sikrede sig disse skatte. Set udefra virker Vestbalkan stik modsat som et uinteressant udkantsområde, der tabte det meste af sin geostrategiske betydning med Murens fald, og som derfor uhindret kunne glide ud i nationalistisk vanvid, medens stormagterne så ligeglade eller tøvende til.

De tos veje til samme konklusion er imidlertid forskellige. For Markovic truer globaliseringen den demokratiske socialisme via mystiske konspirationer som Bilderberggruppen og den Trilaterale Kommission, der til og med har evnet et korrumpere socialdemokratierne i Vesteuropa. Derfor må nationalismen påkaldes som reelt eksisterende politisk passion, der kan udgøre et bolværk mod globalismens herskerideologi. Uden at nævne de serbiske overgrebs klare overtal under krigene legitimeres de ved at hele begivenhedsforløbet ses som blot en detalje i en langt større, verdensomspændende kamp – et klassisk greb i den kommunistiske version af socialismen.

For Krestic er Vestbalkan gennemstrømmet af ældgammelt had. Storkroatiske planer fra fortiden trækkes frem side om side med udfald mod de bosniske muslimer som arvinger til tyrkernes underkuelse af Serbien, og det akkompagneres med sunftige udfald mod “shqiptarne” – skældsordet for de “yderst primitive, stærkt aggressive elementer”, albanerne – disse andre befolkningsgruppers anslag får skylden for den storserbiske nationalisme, og den klare overvægt af serbiske overgreb under krigene i 90’erne, både i tid og tal, bortforklares ved henvisning til ælden i de aggressive andres traditioner. Halvtreds års relativ fred efter 2. Verdenskrig er ikke noget der tæller i dette omfattende tidsperspektiv, og selv om hovedparten af de reelt eksisterende Ustasaer forlængst er døde eller sidder på plejehjem, så er og forbliver kroater uforbederlige Ustasaer.

Til trods for at de to memorandumforfatteres verdensanskuelser er vidt forskellige, kan de føre til samme resultat fordi de deler den idé, at lokale begivenheder først i 90’erne ikke søges forklaret ved det mest nærliggende – lokale og nutidige årsager og interesser – men ved fjerne årsager i rum (Markovic) og tid (Krestic).

Ser vi i denne spektakulære sammenflyden mellem det yderste venstre og yderste højre som gennem et mikroskop hvad der er ved at ske i hele Vestens politiske kultur? Er der her tale om en biopsi, et eksempel på den nye sammenflyden mellem det yderste venstre og det yderste højre efter Murens fald? Da Sovjetunionen og USA udgjorde verdens poler, var der lysår mellem det yderste venstre og yderste højre – nu mødes de hvad angår en lang række emner: antiglobalisme, regionalisme, anti-amerikanisme, antikapitalisme, antiliberalisme, anti-europæiske holdninger, skepsis over for almindeligt, repræsentativt demokrati – og i dette særlige tilfælde radikal nationalisme, der i sin konsekvens indebærer etnisk udrensning som et legitimt politisk middel.

Beograd, september 2003

Published 8 July 2005
Original in Danish
First published by Eurozine

© Jens-Martin Eriksen / Frederik Stjernfelt / Eurozine

PDF/PRINT

Read in: EN / DE / DA / NO

Newsletter

Subscribe to know what’s worth thinking about.

Discussion