Kaliningrad og erindringens arkitektur

Hvad er den underforståede trussel i overdragelsen af en symbolsk betydelig arv i Kaliningrad-regionen til Ruslands ortodokse kirke? En undersøgelse af de sociale og kulturelle aspekter af en bunke sten i en europæisk grænsezone, hvor identitet er et sårbart emne.

Et af de vigtigste lektioner af den sovjetiske fortid i Kaliningrad-regionen handler om sammenbruddet af en identitetpolitik, der er baseret på idéen om, at den nytilkomnes bevidsthed er en svamp, der absorberer alle fortolkninger af historien uden kritisk refleksion.

Historien siger, at Immanuel Kant, der blev født i Kaliningrad, da den stadig hed Königsberg og var den østpreussiske hovedstad og østligste germanske forpost i stedet for Ruslands vestligste, aldrig rejste mere end 100 kilometer derfra i sin nærmest manisk tyske jagt efter punktlighed og konformitet. I dag er den en russisk enklave, klemt inde mellem NATO-magterne Polen og Litauen, og over 700 års tysk historie er visket ud sammen med dens tyske befolkning og den arkitektur, der blev destrueret i Anden Verdenskris sidste destruktions-megalomane tid, for i stedet at lægge plads til en sovjettisk flådebase.

I lang tid var den lokale magtelite lullet i søvn af illusioner, der blev støttet af ensidig kommunikation overleveret fra “oven”. Det var forbudt at forske i tiden før Anden Verdenskrig, som enten skulle vurderes negativt eller helt glemmes. Det blev atomatisk forventet af de lavere klasser i ‘Sovjets vestligste garnison’ – eller via forsimplede ideologiske klichéer – at de skulle adoptere fjendtligheden over for både den ydre vestlige verden og den tyske fortid i regionen.

Omdannelsen til et hjem

Men ved siden af monumentale ideologiske strukturer – i disse nicher og rum, der undslap kontrol – opstod noget særligt. Den russiske tilflyttere til regionen overtog de ‘små former’ af den lokale kulturelle tradition, udviklede en affinitet med landskabet og det arkitektoniske miljø i Østpreussen og begyndte at konstruere deres egen livsstil, helt forskellig fra den officielle version.

I den proces, akkumulerede de symbolsk og kulturel kapital, hvilket hjalp dem kraft til at tilpasse sig nye livsbetingelser, men også til at gøre deres eget bidrag til regionen. Det kulturelle og fysiske miljø, som var blevet skabt af den tyske befolkning, der blev deporteret fra regionen efter krigen, blev gradvist tæmmet og omdannet til et hjem.

Det er sandt, at meget af kulturarven fra før krigen blev ødelagt. Men for at forstå, hvem Kaliningrad-borgerne er, er de processer, deres kontakt med andre kulturelle traditioner skabte, endnu mere markant, specielt de processer, hvor den østpreussiske fortid blev udstyret med nye betydninger. Dannelsen af en mere bevidst holdning til stedets fortid blev, som det fremgår af det arbejde, som Yuri Kostiashov og andre historikere i Kaliningrad har lavet, allerede indledt i de allerførste år af grundlæggelsen af den sovjetiske enklave.

Muligvis var de nyankomne og deres efterkommere noget mere frække og nysgerrige, mere individualistiske og eventyrlysten, end deres landsmænd, der blev tilbage i moderlandet. I de senere faser af den sovjetiske periode ville sømænd og fiskere hjemvendt fra rejser i udlandet eller fra weekendture til deres baltiske naboer, hvis grænser endnu ikke var blevet lukket af Schengen-aftalen, skabe yderligere farve til det daglige Kaliningrad og gøre en velordnet mosaik endnu mere kompleks med deres kontakter med fremmede kulturer.

Befolkningen i Kaliningrad brugte megen tid på at udvikle deres følelse af at høre hjemme, i modsætning til at føle, at de blot var midlertidige besøgende, og de forsøgte at studere fortiden på stedet – før krigen, under krigen og under efterkrigstidens stadier – men de forsøgte også at gennemleve den og indarbejde denne fortid i deres hverdag.

Der er sket meget siden 1990’erne; regionen har åbnet sig op for omverdenen, og de lokale har lært andre former for social orden at kende på det praktiske plan, primært fra Polen, Tyskland og Litauen og andre lande i Østersøregionen. På denne måde, gennem årene af regionens eksistens, er et miljø, blevet til, hvor tid og rum bliver gennemlevet på en unik og særegen måde.

At tilegne sig et rum

Kaliningrad kan ikke defineres gennem sin tilhørsforhold til en eller anden etnisk eller religiøs gruppe. Hvad er udbredt blandt de mennesker, der lever i denne russiske enklave er oplevelsen af tilegne sig et rum og komme i kontakt med andre kulturer. Befolkningen ser sig selv som et enestående russiske samfund, der ønsker at være åbent over for verden, opmærksomt og fintfølende over for, hvad der sker bag grænser i regionen og i stand til at bearbejde oplevelsen af at leve i omegnen af flere europæiske lande på sin egen måde.

Den åbne karakter af den regionale bevidsthed tillader enhver nytilkommen til at føle sig hjemme i og blive en del af dette sted med sin unikke historie. Og ingen i Kaliningrad ophører med at være på den måde, selv når de forlader stedet.

Den regionale fællesskab har et stort potentiale til at integrere russisk og europæisk kultur og er i stand til at afprøve nye former for social og kulturel interaktion på forskellige niveauer. Kaliningrad har noget at tilbyde både til resten af Rusland og Europa, og det er ikke kun naturtableauer og arkitektoniske artefakter. Det lokale samfund har sit eget perspektiv.

Regionen har en unik atmosfære, som kan blive en afgørende faktor i den kreative udvikling i regionen. Først og fremmest forudsætter innovation en ny form for sociale relationer. Det opstår i et miljø, hvis vigtigste funktion ikke er befolkningens konformisme, men individualisme, åbenhed og nysgerrighed over for borgerne. Et kig ind i fortiden på et sådant sted tilbyder en platform til diskussion, ikke brændstof til fjendskab og aggression.

Under Den Kolde Krig blev forsimplede ideologiske rænker brugt til at filtrere de kompleksiteten af livsstilene på begge sider af jerntæppet. Det tog årtier, talrige politiske og kulturelle begivenheder, videnskabeligt arbejde og intens kontakt at konstruere et sprog, som ville gøre folk mere præcist i stand til at indfange og beskrive de sociale realiteter og processer, der udviklede sig i et lille russisk territorium omgivet af det nye Europa. Ikke desto mindre demonstrerer det gamle ordforråd en fascinerende stædighed, som det gentagne gange forsøger at erstatte refleksive mentale formuleringer med sæt af klichéer og stereotyper.

Men bestræbelserne på at negligere det unikke i Kaliningrad-befolkningen som en gruppe, og på at behandle dem ligesom “alle andre” bliver konfronteret med en modstand født ud af selvrespekt og ønsket om at beskytte de levende sociale og kulturelle miljø, der er blevet skabt over årtier. En af de nylige konflikter over symbolpolitik blev udløst af en beslutning i Kaliningrad-dumaen den den russiske ortodokse kirkes planlagte overtagelse af i en række historiske og kulturelle “genstande” af stor betydning for lokalsamfundet. En række historiske kirker, slotte og andre bygninger med rod i Kaliningrads splittede fortid.

De fremmede er fjender

Under forhandlingerne om overtagelse af disse “objekter” af myndighederne, genopvakte den ortodokse kirke og massemedier gamle diskurser baseret på mistanke, mistro og tilbageholdenhed. De store offentlige argument fra tilhængerne for en overtagelse af kirker og slotte er bygget på antydningen af potentielle trusler: Befolkningen i Kaliningrad skulle være opmærksomme på en tilbagevenden af revanchister, der gemmer sig bag masker af lutherske og katolske organisationer, der ville komme og tage det hele væk. De lokale selv skulle derfor tildele alt til den ortodokse kirke med henblik på at bekræfte den russiske tilstedeværelse i regionen, lød budskabet.

Med en sådan alarmerende tone, som dybest set skaber en stemning af belejring, opfordres parterne til at vedtage den regionale lov med hast og uden yderligere offentlig debat. Desuden efterlod den tilsyneladende hast med spørgsmålet ingen plads til debatter om, hvordan de nye ejere har tænkt sig at bruge ‘objekterne’.

De, der stiller spørgsmål om fremtiden for de organisationer, der i øjeblikket har til huse i disse ‘objekter’, eller om planerne for genopbygningen af andre ‘objekter’ bliver forvisset om, at ikke meget vil ændre sig. De, der fortsætter med at spørge, hvad der i så fald er pointen med denne overtagelse, bliver stemplet som ‘tyske agenter’.

Dette er den eneste rolle er tildelt tvivlerne i en diskurs, som konstruerer de udenforstående som en fjende og bærer brænde til patriotismens bål; tvivlerne er dømt til at blive skubbet til side, siden deres individuelle interesser er fremmede for de fleste.

Derudover har spørgsmålet om ændring af ejerskab af kulturarvsobjekter ekstrem samfundsmæssige betydning og påvirker hele det regionale samfund, som har udviklet sig uden at støtte sig på en samlende identifikation med en bestemt etnicitet eller religion. Konflikten er ikke udelukkende bundet til fremtiden for visse organisationer, som nu er beskyttet af de “objekter”, vi taler om.

De 15 østpreussiske kirker og slotte i Kaliningrad-regionen overdraget til den ortodokse kirke af Dumaen er ikke blot fast ejendom. Det ville være endnu mere forkert at betragte dem “objekter til religiøse formål”. Dette ejerskifte fører ikke blot til overtagelse af vægge og bygninger, og den fremtidige eksistens og udvikling af den unikke kulturelle og sociale praksisser, der er blevet dannet i årene, hvor befolkningen i Kaliningrad har interageret med disse ‘objekter’, er potentielt truet.

Dukketeateret og kirken til minde om Dronning Louise, Symfoniorkesteret og koncertsalen med orgel i Kirken af Den Hellige Familie, slottet Insterburg og kirken Arnau, huser hver især de personlige historier og unikke oplevelser, følelser og erindringer om lokalbefolkningen og besøgende. Beslutningen om at overdrage bygningerne til den ortodokse kirke blev taget hurtigt, på grundlag af en liste snarere end ved særskilt behandling af hver enkelt sag på basis af dens egne forudsætninger, og uden at tillade offentlig debat. Endvidere blev det besluttet uden at tage hensyn til disse bygningers betydning – ikke ikke kun for befolkningen i Kaliningrad, men også for vores europæiske naboer.

Mange spørgsmål om fremtiden for det enkelte “objekt” legitimt bragt op af den lokale befolkning forbliver ubesvarede, og dette medfører for stor spænding, og hjælper ikke afklare situationen.

En massiv overtagelse af historiske genstande, der lovligt tilhører alle borgere i regionen, af en enkelt religiøs organisation, der ikke er relateret til disse objekter historisk, socialt eller kulturelt, vil utvivlsomt let kunne legitimeres ved at vedtage en ny regional lov. Men i dette tilfælde er den manglende legitimitet mere end indlysende, især i lyset af det regionale samfunds manglende accept, støtte og forståelse for beslutningen.

At man har afvist at give befolkningen en mulighed for at beslutte, åbent og uafhængigt af, hvilken form for fremtid, de forestiller sig for det historiske “objekter”, er endnu et slag i hovedet for selvrespekten hos Kaliningrads befolkning.

Som nyere historie viser, er det netop den manglende folkelige støtte til en beslutning truffet af myndigheder, der kan blive en katalysator for alvorlig social utilfredshed. Samtidig giver det ikke mening at forvente, at samfundet vil udvikle en enstemmig, grundfæstet holdning til disse objekter. I stedet er vi nødt til at forholde os til en mangfoldighed af perspektiver om emnet og en mangfoldighed af løsninger. Men denne mosaik fortjener at blive formuleret offentligt, hvis vi skal sikre den åbne afstemning af interesser.

Published 30 November 2011
Original in Russian
Translated by Tobias Havmand
First published by atlasmag.dk 19.10.2011 (Danish version); Kulturos barai 12/2010 (Lithuanian version); Eurozine (English version)

© Anna Karpenko / Atlas / Eurozine

PDF/PRINT

Discussion