Det encyklopædiske

‘Encyklopædisk’ synes at være blevet et veritabelt buzz-word, der i disse år hæftes på en lang række meget forskelligartede litterære værker. Men hvad vil det egentlig sige, at en litteratur er encyklopædisk? Er det nok, at den demonstrerer fine fornemmelser for sne eller sporadisk indsigt i termodynamiske teorier? Eller skal man have fat i kanoniserede encyklopædister – murstensforfattere som Rabelais, Melville og Joyce, der i højere grad end Høeg og Balle når rundt i spektret af menneskelig viden – før man med rette kan tale om ‘encyklopædisk litteratur’? Hvis det overhovedet giver mening at tale om en encyklopædisk genre, eller i det mindste en undergenre eller en litterær modus, hvilke træk kan så siges at karakterisere genren? Hvilke elementer skal være til stede, før et værk kan kaldes ‘encyklopædisk’?

I Passage 47 nr. vil vi underkaste det svært bestemmelige encyklopædiske felt en nærmere undersøgelse. Med en række artikler, der gransker det encyklopædiske lige fra senantikkens eklekticistiske genbrug til informationssamfundets overflod af såvel nyttige som ubrugelige oplysninger, og som griber feltet an gennem både konkrete værkanalyser og mere overordnede teoretiske refleksioner, vil vi give vores bud på, om det encyklopædiske kan siges at udgøre en selvstændig genre. Med utallige forbindelser på kryds og tværs tegner artiklerne et mangfoldigt billede af ‘det encyklopædiske’ – fra omfattende videnssystemer over ophobninger af sære ting, tegn og fænomener til intrikate forbindelser og altomfattende netværk.

Vi er stolte af for første gang på dansk at kunne præsentere Jorge Luis Borges’ essay “John Wilkins analytiske sprog”, der nok er allermest kendt for omtalen af en vis særpræget kinesisk encyklopædi. Essayet stammer fra samlingen Otras Inquisiciones, hvor Borges, som Rigmor Kappel Schmidt fremfører i sin artikel, gennem titlen positionerer sig i forhold til inkvisitionens videnskabsfjendske og nysgerrighedsbremsende undersøgelser. Essayet viser også tydeligt, hvad Kappel Schmidt betegner som “Borges’ kærlige fascination af et absurd, totaliserende projekt.” Hun slår i sin artikel netop ned de steder i Borges’ værk, hvor forfatteren filosoferer over nogle af de (umulige og ikke-rationelle) tankefigurer, der knytter sig til den ellers særdeles rationelle encyklopæditanke.