Jeg ved intet bedre end at tage to eller tre numre af et kulturmagasin, trække mig tilbage og begynde at læse. Hvad forventer jeg så som læser? Kulturmagasiner udgør for mig et rum hvor kultur gør modstand – eller burde gøre modstand. Jeg synes det er meget betænkeligt når kulturmagasiner forsøger at konkurrere med – og bliver påvirket af – mainstreammediernes sprog og interesser. Kulturmagasiner burde afvise de emner der bliver bragt på bane af de store medier, og i stedet insistere på at dvæle ved deres egne problemstillinger, deres egne overvejelser. Nogle gange appellerer de store mediers til os; nogle gange fanges vores opmærksomhed af tabloidaviserne, og vi kan måske sågar lide det. Ikke desto mindre: Kulturmagasiner burde ikke forfølge emner der tages op af de store aviser og fjernsynskanalerne der henvender sig til et langt større publikum. Desværre er det nøjagtig den udvikling vi har kunnet følge de senere år, særligt i nogle af de mere markante magasiner. For at tiltrække læsere forfølger de emner der er sat på dagsordenen, undersøgt og blæst op af de store medier. Det er muligt at de på den måde tiltrækker sig nogen opmærksomhed, midlertidigt. Men i det lange løb kommer de til at ligne som de store medier. Det jeg gerne vil finde når jeg slår op i et af disse magasiner, er det jeg ikke finder andre steder.

En anden af mine bekymringer når det gælder kulturmagasiner, er at de er under al for stor indflydelse fra den angelsaksiske verden. Kulturmagasiner skulle kommunikere langt mere intensivt med andre kulturer, med kulturer tæt på og med den kultur de er en del af, og som de henvender sig til.

Vi er her for at tale om "naboskab", et begreb der for Tyrkiet burde omfatte den europæiske union. Men vi er endnu ikke blevet en flyvefærdig nabo til EU. Tværtimod, blandt vores nabolande er det kun Grækenland vi har et rimeligt forhold til. Vi forbedrer os, men kan ikke rigtig hævde at have et godt forhold til vores naboer. I stedet er vi i et konstant konfliktforhold med dem. Man kunne sågar sige at vi kun løser problemerne med vores europæiske naboer, for at komme ind i EU.

"Naboskab" betragtes i reglen som noget utvetydigt godt. Og ja, på dette møde er det meget muligt at vi priser, fejrer og tror på nabolig opførsel. Og det er bestemt også rigtigt at gøre det. Naboskab er et vigtigt begreb for den internationale fred, og gode naborelationer er nødvendige. Men jeg vil alligevel gerne sætte spørgsmålstegn ved en bestemt forståelse af begrebet der er lever i bedste velgående i vores kultur og bliver overleveret igennem vise ordsprog og talemåder.

Ja, Tyrkiet bliver nødt til at komme godt ud af det med sine naboer. Men i den kulturelle kontekst har jeg nogle problemer med begrebet, og det jeg sikker på at I også har. For mig at se indebærer det at bo i en moderne storby at være fri for det pres der kommer af at have naboer. Naboen er en person som vi burde elske, og som, hvis vi ikke gør det, beretter om os, angiver os, fordømmer os for afvigelser i vores holdninger og opførsel. Den dominerende diskurs i vores samfund der kræver at man kommer godt ud af det med sine naboer, handler i høj grad om at tilpasse sig naboen (lad os være venner med ham, så han ikke fordømmer os). Diskursen får os til at tro at det er det mest fornuftige at gøre.

Moderniteten eller trangen til at flygte fra det provinsielle repræsenterer i nogen udstrækning et ønske om at undgå naboen, at undgå fællesskabets spionerende og kontrollerende øjne.

Provinsialismens pres

Med hensyn til internationale forhold er naboskab et vigtigt begreb. Jeg værdsætter det. Jeg mener at Tyrkiet burde komme godt ud af det med sine naboer. Men de af os der lever i storbyer, burde være glade for at vi, i modsætning til provinsboere, er kommet af med vores naboer. Selvfølgelig banker vi af og til på vores nabos dør hvis vi er løbet tør for kaffe og vil låne noget. Hvor bekvemt det end måtte være, så betyder det også at vi åbner døren til samfundets kontrolmekanismer.

I Tyrkiet findes et ordsprog der lyder: "En nabo ved hvad en nabo føler". Her tænker vi på naboen som en der uophørligt holder øje med den anden, overvåger og afrapporterer til andre hvilke excesser han observerer, skriver dem ned i en notesbog og gemmer dem der, blot for at bringe dem på banen igen på et ubelejligt tidspunkt. Bagved denne forestilling gemmer der sig en tradition fra det Ottomanske Rige hvor staten lagde ansvaret for at finde forbryderen til en forbrydelse ud på fællesskabet, hvor statens repræsentanter ikke kunne infiltrere fællesskabet som man kender det fra vestlig kultur og litteratur, men hvor der eksisterede en fællesskabskultur hvor alle var politimænd og angivere, hvor fællesskaber blev omdannet af det ottomanske samfund – og det havde stor indflydelse på millet-systemet – til et miljø hvor alle angav alle.

Det er her begrebet naboskab stammer fra, et begreb vi lægger stor vægt på, selv i dag. Vi, det tyrkiske folk, fejrer begrebet "nabolighed", vi er meget opsatte på at komme godt ud af med vores naboer. Men det er vigtigt at bemærke at på grund af fællesskabssamfundet, betyder det også at komme godt ud af det med staten, med politiet, med hæren. På grund af naboer, på grund af bekymringen over spørgsmålet: "Hvad vil naboerne ikke tænke?", holder alle deres kontroversielle tanker, deres utilfredshed for dem selv.

Lad os elske vores naboer, lad os elske Grækenland, Iran, Syrien. Lad os komme ind i EU og leve i fred. Men lad os ikke svigte vores egne ideer, vores egen identitet, vores egen personlighed, blot fordi vi er bekymrede for, "hvad naboerne vil tænke", blot fordi vi burde komme godt ud af det med vores naboer.

Konformitet og naboskab

Kulturmagasiner henvender sig grundlæggende til de mest uddannede og kultiverede i et samfund, til dem med den højeste uddannelse og indkomst. Naboskabskulturen, derimod, er et begreb der tjener behovene hos de mennesker der ikke kan overleve alene i en moderne by, der har brug for deres naboers moralske, kulturelle og måske sågar religiøse støtte for at holde fast i det moderne urbane rum. Selvfølgelig skal vi være på god fod med vores nabo, men lad os derfor ikke ofre vores tanker, vores kontroversielle ideer. Når vores forældre skændes derhjemme, er det i orden at advare: "Ssh, hvad vil naboerne ikke tænke?", men angsten for naboen kunne få os til at forråde vores ideer og tænke ligesom alle andre. For at vende tilbage til hvor jeg begyndte: Det vi forventer af kulturmagasinerne er at de ikke tænker som alle andre.

Jeg forventer denne konference, såvel som af Tyrkiets optagelse i EU, at de følger denne ambition. Hver af os bør tænke en lille smule anderledes, vi skal ikke ligne hinanden for meget, vi skal være stolte af vores forskellighed fra vores naboer, ikke af vores ligheder. Vores nabo burde ikke sætte spørgsmålstegn ved vores forskellighed. Det er en sådan verden vi stræber efter. Og det er derfor at begrebet naboskab er titlen på dette møde: Fordi vi ønsker at leve i en verden af forskellighed.


Orhan Pamuk holdt denne tale ved åbningen af det 18. møde for kulturmagasiner med titlen "Naboskaber", arrangeret af Eurozine, i november 2005.

Published 2006-12-01

Original in Turkish
Translation by Andreas Harbsmeier
Contributed by Lettre Internationale (Denmark)
© Orhan Pamuk
© Eurozine