Arne Ruth
Rebecca Natasha Albinus
Arne Ruth/Lettre Internationale (Denmark)
Eurozine
Lettre Internationale (Denmark)
Lettre Internationale (Denmark) 10 (2006)
2006-06-21
Grænseoverskridende journalistik
De europæiske medier fokuserer til stadighed på nationale anliggender og anlægger et nationalt perspektiv på al internationalt stof. Men hvis vi ønsker at forstå dagens Europa, bør opdelingen mellem indenrigs- og udenrigsstof fjernes.
Rundt omkring i Europa rejses der diskussioner, som før eller siden kan trænge igennem på EU-niveau. Politiske holdninger i et EU-land kan påvirke os alle, uanset hvor vi bor. Men de nationale mediers fokus er næsten udelukkende rettet mod EU-beslutningernes genklang i de respektive lande. Undtaget fra denne regel er britiske eller amerikanske aviser, som henvender sig til et handelsinteresseret elitepublikum. Den, der vil forstå magtstrukturerne i dagens Europa, vil få meget ud af at læse International Herald Tribune (som ejes af New York Times) og de europæiske udgaver af Wall Street Journal eller Financial Times. De deler ikke verden op i indenrigs- og udenrigsstof.
Den nationalt baserede nyhedsjournalistik formidler derimod et "os og dem-perspektiv", både i forhold til EU og til de øvrige medlemslande. Store dele af den politiske debat i Europa ligger i permanent medieskygge, og det gælder for alle EU-lande. Den europæiske journalistiks fokus på det nationale skyldes sommetider sproglige grænser, men det er ikke en tilstrækkelig forklaring. Noget, som står højt på dagsordenen i ét EU-land, kan i nabolandet fremstå som ligegyldigt, uafhængigt af sprogforståelsen. Den nationalt betingede kløft mellem Sverige og Danmark illustreres af de forskellige holdninger til prostitution og forskellen på den retslige definition af indvandreres vilkår. Takket være broen er Malmö og København praktisk talt den samme by, men når det gælder symbolsk ladede værdispørgsmål, er Øresund vidt som et ocean. Den måde, forskellene diskuteres på, handler mere om national statuskamp end om saglig meningsudveksling. Ikke engang i det tysksprogede område -- Tyskland, Østrig og den tysktalende del af Schweiz -- udspiller de nationale debatter sig tværs over grænserne. England og Irland har engelsk som forenende faktor, men den symbolske grænse er national. Og svensk opinionsdannelse er næsten ikke påvirket af den finlandssvenske debat.
Europas nationale medier
En årsag til journalistikkens fokus på det nationale kan findes i mediernes historiske rolle som nationsbyggere. Europæiske aviser (og æterbårne medier) er en integreret del af nationalstaternes fremvækst. Og 1900-tallets konflikter om selvstændighed og demokrati -- 2. Verdenskrig, Den Kolde Krig, konflikterne i eks-Jugoslavien, den ikke-europæiske indvandring -- har hele tiden forsynet journalistikken med national symbolik.
Sammenlignet med USA er europæiske mediers historie knyttet til politiske kriser. Hitlers fald ændrede pressestrukturen og de æterbårne medier i mange europæiske lande. I Tyskland findes der i dag ikke en eneste avis, der eksisterede før 2. Verdenskrig. I de lande, som Tyskland havde besat, skred modstandsbevægelsen ofte hårdhændet ind over for de avisejere og redaktører, som valgte at samarbejde med nazisterne. Beslaglæggelser og nedlæggelser var udbredte. Og i et antal lande blev modstandsaviser nye indslag i efterkrigstidens pressestruktur. Information i Danmark og Verdens Gang i Norge har begge denne baggrund.
I Frankrig blev 649 aviser beslaglagt efter befrielsen. Modstandsbevægelsens publikationer overtog lokaler og teknik. Le Monde opstod på befrielsesdagen. Den indrettede sig der, hvor en af de værste samarbejdsaviser havde haft til huse. Samme rolle som den nationale friheds platforme i forhold til den gamle epoke fik aviser som El Pais i Spanien, da Franco faldt, og Gazeta Wyborcza i Polen ved kommunismens fald.
EU's historie har ingen tilsvarende symbolkraft, og mangfoldigheden af sprog umuliggør medier, der forcerer grænserne, i hvert fald hos det brede publikum. Der er ingen forudsætninger for brede aviser, som kan sætte dagsordenen på europæisk niveau. Men man behøver ikke være EU-tilhænger for at indse, at de nationale mediers fokus bør udvides.
I alle lande udnytter tidens europæiske politikere nyhedsformidlingens forkus på det nationale. Oppositionspolitikere kan fremstille sig selv som patrioter i forhold til det europæiske forhandlingsspil. Og ministre kan gemme sig bag EU's magtstrukturer, når de ikke vil tage ansvaret for beslutninger, som de selv har været med til at tage i Bruxelles.
Hvordan ser alliancer og konflikter mellem Europas regeringschefer ud, når beslutningerne tages i EU-magtens centrum, Ministerrådet? Det ved vi sjældent noget om, eftersom forhandlingerne foregår bag lukkede døre. Af ren selvopholdelsesdrift burde vi interessere os for de politiske debatter i EU's medlemslande. Det giver os en chance for at forstå det magtspil, som leder frem til EU-beslutningerne. At idéen om en overstatslig europæisk forfatning stødte på grund, viser, at EU-projektet nu må genskabes helt forfra. Indtil nu har det handlet om, at territorielt baserede nationalstater med en århundredlang historie af blodige konflikter skal vokse sammen til en union gennem forhandlinger og aftaler på topniveau. Spørgsmålet om, hvordan forskelle i etniske, religiøse, ideologiske og kulturelle traditioner, der forstærkes af de sproglige grænser, skal relateres til disse overstatslige strukturer har hidtil ikke været diskuteret.
Det har på sin side skabt grobund for demagoger, som har gjort indvandring og EU-magt til nationale symbolspørgsmål. Den vigtigste eksisterende modstandskraft mod national isolation er elektroniske og intellektuelle netværk som Eurozine, Lettre Internationale og Le Monde Diplomatique . Men disse netværks gennemslagskraft er begrænset. For størstedelen af europæerne er det fortsat traditionelle medier, som sætter dagsordenen.
Nationalt baserede vidensområder, interesser og vurderinger i Europa må mødes og påvirke hinanden. Spørgsmål som indvandring, mobil arbejdskraft, kampen mod terrorisme, prostitution, miljøtrusler og ressourcespørgsmål som rovdriften på fisk kan ikke afgrænses og løses nationalt. Manglen på en grænseoverskridende europæisk offentlighed er EU-projektets akilleshæl.